Fotograf Niels Willumsen, 1812-1870, fotograf fra 1846 til ca. 1869-1870
1846-1862: Hjørnet af Skindergade og Keisergade 112 (fra 1859 kaldt 17)
Saltpapirfoto, fotograf N. Willumsen, København. 1850erne. Adressen er Skindergade 112, hvor han logerede 1846-1862 ca.
En fin ældre (i 60erne?) kvinde i sin fineste stads. Hun har haft råd og lyst til at blive portrætteret af en af Københavns første fotografer og det i fotografiets spæde barndom – før fx visitkortfotografiet var opfundet. Hun er anonym, så vi må nøjes med at nyde synet af hendes kostbare krinoline-silkekjole med hvide kniplingskantede ærmer og fineste hvide hovedtøj med silkebånd i sløjfe under hagen. Se det er en rigtig fornem dame. Fra sidst i 1850erne.
Billedet har fotohistorisk værdi, fordi fotografens etiket er bevaret på bagsiden. Det er sjældent, at man kan sætte navn på fotograferne på disse gamle saltpapirsfotos (billeder fremkaldt på saltpapir – frem for på det få år senere almindeligt brugte albuminpapir). Niels Willumsen var født i København i 1812 og døde samme sted i 1870. Han var fra ca. 1827 ansat på Nygaards Maskefabrik i København. Han må være blevet fanget af fotografiet og fået lært at daguerreotypere, for allerede i 1846 annoncerede han, at han ”aftager portrætter” på adressen i Skindergade ligesom han modtager ”Lithographier, Kobbere mm. til Daguerreotypering”. Han have atelier i Skindergade 112 fra 1846 til 1862. Derefter flyttede han til Holmens Kanal 7. (Oplysningerne er samlede af Bjørn Ochsner i ”Danske Fotografer indtil 1920” fra 1986. Se HER. Jeg kender et par billeder, visitkortfotos, fotograferet af Niels Willumsen i bornholmske albums fra årene 1863-1869, altså medens han boede på Holmens Kanal. Der var mange velhavende bornholmere, der blev foreviget i fotografiets tidligste tid i København.
På Nationalmuseet findes et lille saltpapirsbillede i oval ramme, som den der er benyttet til kvinden her, af Willumsens bindingsværksvilla på Jagtvej i København. |
Niels Willumsens villa, Jagtvej, Kbh. Efter saltpapirsfoto i Nationalmuseet neg. 21250. Bemærk hans (?) hustru og børn i døren til højre, kvinderne i vinduet i gavlen og på en bænk.
|
1863-1869: Holmens Canal No. 7, Kjöbenhavn i Grosserer Gröns nye Eiendom
Holmens Kanal, Niels Willumsen, fotokopi af original på Nationalmuseet. Willumsen havde atelier overfor, i Holmens Kanal No 7 (ved Siden af Studenterbygningen). Jvnf. billedet herunder. Kilde: Nationalmuseet.
Vilhelm Tillge med Studenterforeningens nye hus (til højre) ved siden af Grosserer Grøns ejendom til venstre. 1869.
For også at se fotograf Niels Willumsens sidste adresse på Holmens Kanal 7 - vises her visitkortbilleder fra samme album, måske mor og datter (?) - på albuminpapir - af to desværre ukendte bornholmsk kvinder, den ældre med det typiske bornholmske hovedtøj, "påsigbundet". Det er fra et album i Bornholms Ø-arkivs samling. 2014-08, album i foliostørrelse. Ukendt proveniens.
Willumsen blev ikke så gammel, blot 58 år. Der er vist ingen tvivl om, at de tidligste fotografer også betalte en høj pris for deres pionerarbejde. Fotografiets mange kemikalier tog livet af de fleste i en ung alder.
Willumsen blev ikke så gammel, blot 58 år. Der er vist ingen tvivl om, at de tidligste fotografer også betalte en høj pris for deres pionerarbejde. Fotografiets mange kemikalier tog livet af de fleste i en ung alder.
M. Wad Sognepræst til Korsør og Taarnborg (?) på Regensen November 1837 - juli 1840. CDV. Fotograf N. Willumsen, Holmens Kanal No 7 (ved Siden af Studenterbygningen). Kbh. Foto november 1869 - formentlig et af Willumsens sidste fotografier. Han døde et år senere 8. december 1870.