Ingrid Jørgensen, f. 1877, fotograf fra 1908 i Vestergade 25 i Thisted

NAVN: Ingrid Jørgensen
DATA: Født i Horsens 30.1.1877, død?
AKTIV: Fra 1908 ff.
ADRESSER: Vestergade 25, Thisted
UDDANNELSE: -
STEREOBILLEDER: -
POSTKORT: -
NOTER: Enkefrue
ARKIV: -
EFTERFØLGER: -
KOMMENTARER: Fotograf Ingrid og sønnen Carl Johan Jørgensen Familien, der stammede fra Horsens, flyttede efter faderens tidlige død til Thisted, hvor Ingrid Jørgensen i 1908 åbnede et atelier i Vestergade nr. 25. Her kom sønnen Carl Johan i lære omkring 1917 efter afsluttet realeksamen. Medens Ingrid Jørgensen fortsatte sin virksomhed i Thisted, rykkede sønnen til Fåborg i 1934. Der havde han portrætatelier indtil 1968.
Se også¨Thisted billeder.dk HER
-

Thisted Amts Tidende 1. juli 1908.

Ukendt ung kvinde. Fotograf Ingrid Jørgensen, Thisted. Morsø Lokalhistoriske Arkiv.

---

Carl Johan Jørgensen om sin læretid som fotograf. (Kilde: Historisk Årbog for Thy og Vester Hanherred 1993, side 41- 56). Kilde; HER. Thy Arkiv.

Carl Johan Jørgensen, f. o. 1901, blev udlært hos sin mor, fotograf Ingrid Jørgensen i Vestergade i Thisted.

Som pensionist satte han sig til skrivebordet og beskrev sit barndomshjem i Thisted og fotografarbejdet i moderens virksomhed.

”Jeg vil prøve at fortælle lidt om mit barndomshjem i Thisted fra 1908, da min mor overtog forretningen i Vestergade 25 og flyttede derop med farmor, Johanne og mig.
Mor har da været 31, farmor 67 og jeg selv 7 år Vi fik lejlighed på 1. sal med køkken, 4 værelser og et fotoatelier med glastag, som ofte var utæt. Venteværelset lå på kvisten, arbejdsrum og et lille værelse på 2. sal.

På bordet i venteværelset havde vi liggende nogle fotografier i forskellige størrelser og stillinger. De blev gerne grundigt studeret af kunderne, for det var jo morsomt at finde venner og bekendte iblandt. En dyrskuedag kunne der godt være mange kunder; så der var travlhed og arbejde og gerne gode bestillinger på 1 dusin eller mere, men priserne var jo lave dengang i 1914-16.
Huset var en gammel købmandsgård med bagbygning, hvor der var hestestald og vognstald og høloft, derover snedkerværksted. Der var også en sidebygning, hvor snedker Odde havde et lille kontor. I gården vaskehus, brændselsrum, et mindre lager og endelig 2 lokummer og en stinkende mødding, som stødte op til hestestalden.

Bag ved sidebygningen var der en keglebane, som hørte til nabobygningen, hvor restaurant ”Scandinavia” havde til huse. Dér kunne det somme tider gå ret livligt til med slagsmål. Jeg husker engang, at staldkarlen ”dyppede” een i vandtruget. Det kølede ham af!

Gården var åben mod Kongensgade, og bag ved hele komplekset lå en lille smøge, hvor smed Pedersen havde smedie og herfra lød hamren fra tidlig morgen hver dag. Der vankede også ofte en køretur rundt i byen med flad hestevogn, når karlen skulle hente eller bringe varer.

Efter at jeg havde taget realeksamen i 1917, søgte jeg læreplads som elektriker. Det ville ikke rigtig lykkes for mig, så det endte med, at jeg fik interesse for fotografiet, som jeg jo havde snuset lidt til hos mor og besluttede at blive ved faget og lære det rigtigt, og det har jeg aldrig fortrudt.

Det daglige arbejde, som jeg husker det
Lad mig begynde med tørpladerne, som vi dengang kunne fremkalde i mørkt, rubinrødt lys i en emaljeret skål og se billedet komme frem efter nogle minutters forløb. Man måtte være meget omhyggelig med, at fremkalderen løb jævnt hen over pladerne, så der ikke dannedes luftblærer eller skjolder; derefter let afskylning og så i surt fixerbad til pladerne var klare, og derpå skylning i rindende vand i 20-30 min.

Så blev vandet strøget af med hånden og pladerne sat til tørring i en tralle, da måtte man se efter, at der ikke sad dråber på en plade; det ville give en plet på negativet

Der var mange ting at lære for en ny elev, først og sidst omhu i alle detaljer; tage rigtigt på glaspladerne, ikke sætte fingermærker hverken på plader eller papir; og huske at vaske hænder; når man havde været i berøring med fixerbad.

Efter tørring blev pladerne nummererede og bestillinger skrevet i venstre kant med pen og blæk, så man kunne læse, hvor mange kopier; der skulle laves.

Det varede ikke længe, for fabrikkerne fandt ud af at gøre pladerne mere lys- og farvefølsomme. Det var et stort fremskridt, at der nu kunne eksponeres hurtigere, og gengivelsen af ansigtsfarverne blev meget bedre, og megen blyantretouche kunne nu undgåes, men fremkaldelsen måtte nu foregå helt i mørke efter tid, kun et øjeblik kunne man ved svagt mørkegrønt lys skønne om pladerne havde tilstrækkelig dækning.

I begyndelsen fremkaldte vi i store skåle, ca. 30 x 40 cm emaljerede, der kunne tage 6 stk. 12 x 16 plader på én gang. Senere brugte vi porcelænstanke både til fremkaldning og fixering.

Fotopapiret var dagslyspapir (celloidin), som vi købte i ark på 50 x 60 cm og selv skar til i de forskellige formater; og det blev kopieret i dæmpet lys i kopirammer eller på kopibrædder; fastholdt med klemmer; så man kunne kontrollere billederne under kopieringen. Det gjaldt jo om at få kopierne ens mørke.

Når billederne så skulle tones, blev de udvandet til skyllevandet ikke var mælket længere. Farverne ændrede sig så fra rødlig til brun tone. Så fulgte skylning i rent vand, og derpå et fixerbad på 10 min., efter fixering og ½ times skylning i rindende vand.

Billederne blev nu tilklippet efter et tilslebet klippeblad, svarende til visit- eller kabinetformatet.

I årene omkring 1. verdenskrig blev alle billeder kopieret på dagslyspapir i spredt lys, d.v.s. vi havde to store skrå vinduer; som vi dækkede med silkepapir; hvor vi anbragte kopirammerne. En del af billederne blev opmasket med oval maske.

Disse blev så tilklippet med en smal hvid kant på et par millimeter Billederne blev derpå lagt på en tyk glasplade med bagsiden op og ”klistret” med hvedemelsklister og en bred pensel. Det skulle gøres jævnt og uden snavs eller støvkorn. Billederne blev så lagt mellem flere lag rent filterpapir og trykket til, og derpå lagt til tørring. Efter tørringen blev de kørt igennem satinermaskinen med et håndsving, der var omtrent som en vridemaskine med to valser en forchromet og en almindelig. Herved blev billederne presset og rettet op, hvis nogle var krummet under tørringen.

Kemikalierne til vore bade, fremkalder; fixer og tonebade mv. afvejede vi selv og opløste efter afprøvede recepter.

Kartoner ”Visit” og ”Kabinet” samt mapper købte vi færdige med præget navn”.