Sophus Nielsen, f. 1886, fotograf i Frederiksværk 1915-1918 (?), derefter Tisvildeleje
Sophus Nielsen var født 1886 på Lolland. Han slog sig ned som fotograf i Nørregade i Frederiksværk i 1915. Her var han fotograf H. Andersens efterfølger. Men han flyttede til Tisvildeleje i 1918 (?), hvor han åbenbart var fotograf de følgende år.
Fotografen hedder Sophus Nielsen og han havde atelier i Frederiksværk. Det er hvad vi ved om dette portræt af en kvinde i sin fine stue. Portrættet er monteret på et stykke grønligt karton med fotografens navn i blindtryk.
Umiddelbart ville jeg sige, at billedet kunne være taget overalt i Danmark, vi genkender møblerne, den fine petroleumshængelampe, de religiøse billeder på væggen, den amerikanske gyngestol og klædeskabet. De hæklede pyntestykker i stuen, der sjældent bruges, dug i mønstret velour og en lysedug, en buket friske blomster - samt selvfølgelig et par fotoalbums. Men kvindes hovedtøj, sort med lille kniplingskant - og ganske sikkert en sølvbroderet nakke - er vel sjællandsk? Jeg tror fotografen har taget billedet ved naturligt lys, han har formået at få kvinden til at sidde musestille i lang tid. ES. |