Besøg ved kryolitbruddet i Ivigtut - Ivittuut. Album fra Aakirkeby, ukendt proveniens
Formentlig fra sidste halvdel af 1920erne. Album tilhører Bornholms Ø-Arkiv BØA 2013-21. Formentlig identificeret - se på siden her!
Ivigtut. BØA 2013-21. Det smukke landskab omkring Ivigtut - nær Grønlands sydspids, Kap Farvel.
Fra kryolitfabrikken ved Ivigtut.
Besøg ved kryolitbruddet i Ivigtut - Ivittuut. Udskibningen.
Fabrikken ødelagt i Ivittuut. BØA 2013-21.
Mindehøjtidelighed og mindesmærke i forbindelse med dampskibet S/S Hugos forlis ved Kap Farvel i maj 1927, hvor 23 personer omkom. Det var også her M/S Hans Hedtoft forliste en januardag i 1959. 95 personer omkom. Billederne af Hugos forlis er med til at datere albummet.
Billederne herover er løst lagt ind i albummet - og de er taget af en professionel fotograf. Resten er taget af den person, der havde arbejde ved kryolitbruddet i en periode. Og som måske var bornholmer, siden albummet er havnet her.
Billederne herover er løst lagt ind i albummet - og de er taget af en professionel fotograf. Resten er taget af den person, der havde arbejde ved kryolitbruddet i en periode. Og som måske var bornholmer, siden albummet er havnet her.
Billeder af grønlænderne i Ivigtut.
Gode supplerende fortællinger fra Anders Riis, Mariager, 2026:
|
Jeg kan måske hjælpe med en sandsynlig proviniens for de billeder, der optræder i albummet "På besøg i Ivittuut", Bornholms Ø-Arkiv BØA
2013-21, gengivet på siden her og give et bud på, hvorfor billederne er havnet på museum på Bornholm. Nu sidder jeg og sorterer bøger og scanner billeder fra mine forældres dødsbo, efter at min mor døde som 95-årig i påsken. Min far, Robert Johan Holmstrøm Riis (1931-2015), var født og opvokset i Rønne, hvor hans far, Haddon Møller Riis (1902-1974) (og farfar Anthon Hansignius Møller Riis (død 1935) var fremtrædende medarbejdere som keramikere og formænd på "Søholm" og i bestyrelsen for Søholms ejer, fagforeningen Keramikernes Forbund. I den forbindelse har du nok mødt de to navne. Hvad jeg nu opdager, er at min farfar Haddon tillige var ivrig amatørfotograf! Fra familiens gemmer dukker et væld af billeder fra hans hånd op - billeder jeg aldrig før har set, men som holder en ret høj fotografisk standard. Han må have haft et godt kamera - og sansen for at bruge det! Blandt de billeder jeg ikke kendte eksistensen af, var ca. 100 motiver, hvor farfar Haddon fra forskellige vinkler dokumenterer kryolitbruddet Ivigtut og dagligdagen som medarbejder dér i årene 1927-1929. Farfar var kun én af et ordentligt sjak bornholmere, der i de pågældende år drog til Ivigtut for at "få lidt på kistebunden". Han var sandsynligvis blevet opfordret af Aage Nielsen, der blev gift med Haddons søster Ethel. "Aage Nielsens far havde som hovedkasserer i Arbejdsmændenes Forbund forbindelser helt til tops i fagbevægelsen og dermed også de statsejede virksomheder. Så Aage Nielsen drog sammen med sine svogre Haddon og Carl til Ivigtut med S/S "Hugo" i maj 1927 for at tjene til opsparingen, og til de tre bornholmske medlemmer af generationen efter Anthon Hansignius Møller Riis sluttede sig i det følgende år deres lillebror Egon Møller-Riis, og (muligvis - jeg er ikke helt sikker) en bror yderligere, Aage Møller Riis. Egon Møller Riis arbejdede i Ivigtut med mellemrum frem til 1945, før han kom hjem til sin familie, forlod Bornholm og stiftede bo i Bagsværd udenfor København. Foruden de tre-fire brødre og svogeren af min slægt var der yderligere nogle bornholmere der fulgte med, så der faktisk var en solid klike af bornholmske arbejdere i Ivigtut! Nu ser jeg, at billederne fra albummet i ø-arkivet teknisk og kvalitetsmæssigt svarer til de ca. 100 motiver, jeg har fundet fra min farfars hånd, og det er nærliggende at gætte på, at han måske også har ført kameraet for mange af billederne i ø-arkivet! De første billeder i den samling, jeg har scannet, er tre fotos fra S/S Hugo's tur mod Ivigtut, hvor passagerer og (formentlig) besætning er samlet til fotografering på dækket mellem spil og grej. Da der er omkring en snes ansigter på hvert af billederne, gætter jeg på at besætningen er blandt de fotograferede - Hugo havde som fragtdamper vist kun plads til ganske få medrejsende passagerer - og klasseselskaberne tillod aldrig mere end 12 passagerer på et fragtskib. Og da Haddon så kom i land - hans primære job var at køre kranen der læssede skibene med kryolit - knipsede han flittigt løs af alt i arbejde, fritid, hverdag, fest, skovtur og isvandring, arbejdsulykke og derefter følgende begravelse, grønlandsk karneval ved helligtrekonger, glimt fra kabyssen og hygge i fangsthytter på udflugt, konebådsekspedition, ja, alt - med en undtagelse: Kun fire motiver viser grønlændere / grønlandske |
"Farfar fotograferer 5 bornholmere maj 1928, den dag Egon kom til Ivigtut". Fra venstre Egon, Aage, ukendt, ukendt, Carl. (Anders Riis).
"Haddon har en stille stund i logiet med vandpiben". (Anders Riis)
kvinder (eller "grønlandske skønheder", som han har noteret på bagsiden af billederne). Muligvis har han udeladt den del af dokumentationen eller overladt sådanne billeder til kammeraterne, fordi han ikke har villet gøre sin forlovede Karla Holmstrøm urolig - Haddon kom hjem og blev gift i Rønne 12. juli 1929, købte det sidste hus i rækken i den nordlige ende af Lille Madses Gade, nr. 112, og fik job ved drejeskiven på "Søholm".
Men altså: Der VAR en Bornholmer-klike i Ivittuut, endda en familieklike, og mon ikke min farfar var manden bag kameraet ikke kun for de billeder, jeg nu har, men også dem i Aakirkeby-albummet? Ja, vi ved ingenting 100%, negativerne er nok kasseret for næsten 100 år siden, men jeg synes det lyder sandsynligt. Også selv om jeg intet kender til familie i Aakirkeby. Men kammeraterne har jo nok delt billeder og minder! Kan jeg hjælpe med noget, står jeg gerne til rådighed! :) Vedhæftet to billeder, et hvor min farfar, Haddon Møller Riis, hygger sig med sin vandpibe i sit kvarter i Ivigtut, 1928, og et med billedteksten "Fem bornholmere i Ivigtut" (også 1928). :) |