Anders Peter Hansen (1870-1948), fotograf fra 1910 ff.
NAVN: Anders Peter Hansen
DATA: 16.06.1870 – 18.05.1948 AKTIV: 1910-1948 ADRESSER: Brabrand UDDANNELSE: PORTRÆTFOTOS: ja GRUPPEFOTOS: ja REPORTAGEFOTOS: ? TOPOGRAFISKE FOTOS: ja, fx en fornem samling fra Færøerne STEREOFOTOS: ? POSTKORT: Ja, meget fine fotografiske postkort UDSTILLINGER: ? FAGLIG FORENING: ? FORGÆNGER: EFTERFØLGER: ? ARKIV: Glasnegativer på Færøerne - på Færøerne. KOMMENTARER: I sommeren 1911 besøgte den danske fotograf Anders Peter Hansen Færøerne. Han havde startet sin fotografvirksomhed i Brabrand nær Aarhus året før. Færøerne 1911 – set af den danske fotograf Anders Peter Hansen, af Steffen Stummann Hansen, 2013. Se længere nede på siden. KILDER: Ochsner 1986. Steffen Stummann Hansen. History Press Faroe Islands 2013. |
Færøerne 1911, af Steffen Stummann Hansen. History Press Faroe Islands 2013.
|
Andreas Peder Hansen, Brabrand, fotograf. Foto ca. 1930. Fra Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv. Kilde arkiv.dk.
|
Forretningsejendom i Vestergade, Brabrand. Sommeren 1913 blev naboejendommen 'Wulffs Gård' i Brabrand nedbrudt. Den store hjørneejendom her var få år forinden blevet opført af bagermester Chr. M. Sørensen. I husets øverste etage ved ovenlysvinduet havde fotograf A. P. Hansen, Brabrand, i mange år sit atelier. Foto 1913 af fotografen. Kilde: Aarhusbilleder.
|
Billedet tilhører Gitte Høll, som skriver:
Det vedhæftede foto af fotografen A.P. Hansen, Brabrand, er et familiefoto fra 1914. På fotoet befinder sig bl.a. min tipoldefar, oldefar, en af min mormors brødre (konfirmanden) samt en af hendes søstre. Billedet er taget på gårdspladsen på en eller anden gård på Syddjurs. I dokumentet ’familiefoto’ (til højre) har jeg noteret, at fotoet med overvejende sandsynlighed er taget på gården Horsebjerg ved Rugaard, alternativt på gården Havlyd i Hyllested Skovgaarde. Hvis nogen kan hjælpe Gitt Høll, så kontakt mig gerne! |
Fotografiske postkort
Foto A.P. Hansen, Brabrand. Slagter på Lundbakkevej 1, Tirstrup ca. 1915. Tilhører Erik Milling Kristensen.
Foto A.P. Hansen, Brabrand. Smeden fra Esby, Otto Hansen, f. 1888. Foto ca. 1910. Molsarkivet. Kilde: arkiv.dk.
Fotografisk postkort af A.P. Hansen, Brabrand (blindskrift). Det ligner folkene på en større proprietær- eller herregård. Samling avk.
A.P. Hansen, Brabrand. Foto o. 1910 - han har fotograferet sin gamle arbejdsplads, her mejerister med oste. Brabrand Mejeri. Privateje.
Færøerne 1911 set gennem den danske fotograf A.P. Hansens øjne.
Af Steffen Stummann Hansen. History Press Faroe Islands 2013. Se mere HER. (Billederne herunder er også derfra. )
For ca. seksogtredive år siden (skrevet 2013) fik fotograf Per á Hædd i Tórshavn af en kollega overdraget ca. 140 gamle glasplader med motiver fra Færøerne. Kollegaen havde erhvervet dem fra dødsboet efter den danske fotograf Anders Peter Hansen (1870-1948). Det er endvidere gennem de seneste år lykkedes at identificere yderligere snesevis af portrætfotografier, som A. P. Hansen har taget i færøske bygder under opholdet.
A. P. Hansen besøgte Færøerne i sommeren 1911, hvor han primært berejste Norðstreymoy, Eysturoy og Norðoyar. Hans besøg varslede en ny tid. Indtil begyndelsen af det 20. århundrede måtte folk typisk til fotograf, når de ville fotograferes, men nu begyndte fotograferne at komme ud til folk og fotograferede dem i deres lokale omgivelser og hjem. A. P. Hansen er antagelig det første eksempel på en sådan omrejsende fotograf på Færøerne. Baggrunden for besøget har givetvis været dels et ønske om at formidle Færøerne, når han vendte hjem til Danmark, og dels at tjene nogle penge under sit ophold her, hvilket skete gennem de mange portrætfotografier. Anders Peter Hansen var søn af en husmand fra Galten nær Aarhus, hvor han blev født den 16. juni 1870. Han blev uddannet mejerist og kom til Brabrand som mejeribestyrer, men startede kort før 1910 egen fotografvirksomhed. Det vides ikke, hvad der bragte ham på idéen om at besøge Færøerne. Hvordan en initiativrig, fremskridtsorienteret og givetvis talentfuld søn af en husmand fra Østjylland finder på at tage til Færøerne i 1911, forekommer umiddelbart uigennemskueligt. Men netop hans initiativrigdom har sikkert været parret med en oplevelsestrang og måske udlængsel, og her har fotografivirksomheden åbnet for nogle muligheder, som har været utænkelige i tilværelsen som mejerist. Nu havde A.P. Hansen jo ikke noget atelier på Færøerne, med viftepalmer og klassiske søjler som kulisse, som han kunne have derhjemme. Så han anbragte sine personer dekorativt i naturen, som på denne måde blev hans kulisse. Billederne visualiserer et færøsk samfund, der er præget af fremgang og velstand. Infrastrukturen var blevet udbygget med broer og veje, telefon var installeret, og motorbåde havde i stigende grad erstattet de traditionelle robåde. Denne fremgang var ikke mindst skabt på baggrund af den rivende udvikling af fiskerierhvervet (slupfiskeriet) i de sidste par årtier af 1800-tallet. A. P. Hansen har i sine billeder forsøgt at gengive den færøske almuekultur – bygderne, bygdelivet og dets aktører, fotograferet i deres daglige miljø anno 1911. Det er dette projekt, som er reflekteret i de godt 140 glasplader, der som nævnt nåede frem til Per á Hædd for godt seksogtredive år siden. Med denne bog er en vigtig del af den færøske kulturarv gjort alment tilgængelig for et bredere publikum. Han ankom til øerne med DFDS-damperen fra København, efter flere dages rejse over Vesterhavet og Nordatlanten med et kort anløb af Skotland. Indsejlingen til Torshavn var så betagende smuk, at Anders Peter Hansen fuldstændig glemte, at det var hans 41 års fødselsdag. Efter få dages ophold i byen begyndt han sin rejse rundt på øerne. Det var hans egentlige formål med rejsen. Anders Peter Hansen optog cirka 140 pragtfulde fotografier – de fleste fra det nordlige Strømø, Østerø og Norderøerne. Her giver han for første gang en enestående præsentation af en lang række færøske bygder og deres indbyggere. |
Fotografisk pionér
For nærmest første gang fotograferede han færingerne i deres egne lokale omgivelser, i deres eget hjem og arbejdsmiljø. Han blev således en pionér i den første fotografiske skildring af bygdefolk på øerne. Anders Peter Hansen er således det første eksempel på en omrejsende fotograf på Færøerne. Indtil dette tidspunkt var folk fra de mindre øer taget ind til en fotograf i Torshavn eller i Klaksvik, hvor de så kunne foreviges i fotografens atelier. I sine billeder har han gengivet færøsk kultur – bygderne, livet der og beboerne fotograferet i deres dagligdag sommeren 1911. En tid der var præget af fremgang og velstand. Hans fotografier af færøsk kultur må karakteriseres som professionelle og talentfulde – de knivskarpe sort/hvide optagelser virker nærmest som en dokumentation - men Anders Peter Hansen kunne også lide at opstille, iscenesætte og arrangere. Rejse under barske forhold Rejsen til de nordlige øer foregik dels med en lille fragtdamper, og ofte måtte han lade sig transportere i åben båd under barske forhold. Da jeg selv besøgte Færøerne første gang i 1980 som ung arkæologistuderende, besøgte jeg de samme øer som Anders Peter Hansen – også i åben båd. Ofte måtte jeg springe i land når store Atlanterhavsbølger gjorde det umuligt at lægge til ved de små kajanlæg. Så fik jeg ordre om at stille mig op på rælingen, og når båden var oppe på en bølgetop fik jeg et kraftigt skub i ryggen – på kajen blev jeg så grebet af venlige folk fra bygden. Rygsækken kunne efterfølgende smides i land. Det samme har Anders Peter Hansen oplevet i 1911 – sikkert mange gange. Hvordan han fik sit 15-25 kg tunge fotografiapparat og kasserne med glasplader sikkert i land er mig en gåde. Bagefter måtte han slæbe sit udstyr op til selve bygden, som ofte lå højt oppe på fjeldet. Hans fotorejse var således også en imponerende fysisk bedrift. En levende fortæller Det blev til godt 140 fotografier den sommer, som han tog med tilbage til Danmark. Hertil kommer andre fotografier og et større antal portrætfotos, som typisk blev brugt på visitkort og uden tvivl har været medvirkende til at finansiere udgifterne i forbindelse med rejsen. Det er velkendt, at Anders Peter Hansen i årene efter sit besøg rejste rundt i Danmark og holdt foredrag om sine fotografier. Det billede af det moderne Færøerne, han således formidlede må have været nærmest ukendt for de fleste danskere på dette tidspunkt. Hvad der fik Anders Peter Hansen til at tage ud på sit livs rejse til Færøerne, der trods alt var et fjernt beliggende og lidet besøgt rejsemål i 1911, ved vi ikke med sikkerhed. Som fotograf med forretning og atelier på hovedgaden i Brabrand, har han sandsynligvis besøgt Landsudstillingen 1909 i Aarhus, hvor der blev afholdt en »Færøsk dag« med deltagere fra øerne. Her blev der blandt andet danset den traditionelle kædedans. Det kan være denne begivenhed, som vakte hans interesse for selv at rejse til Færøerne. Sikkert er det, at han ikke rejste ud igen. Optagelserne fra de efterfølgende år indeholder kun enkelte billeder uden for lokalområdet, blandt andet af Himmelbjerget og Kongens Hede ved Viborg. Faktisk var han lidt af en hjemmefødning, han blev boende i Brabrand resten af sit liv frem til sin død i 1948, ikke langt fra Herskind Hede, hvor han blev født i 1870. |
OBS!! BEMÆRK. Teksten her er fra denne side, History Press Faroe Islands Forlagið Søga Føroya HER. Af Steffen Stummann Hansen.
Fotograf A.P. Hansen fra Brabrand (jvnf. blindstempel), (Brabrand-Årslev Lokalhistorie ved meget om denne mand) Anne Rasmussen, Brabrand: det er fra Bønsbakken i Eidswoll, Norge 17. maj 1914. 100 året for Norges Grundlov, der netop blev underskrevet i denne by. Så fotografen har også været i Norge. (Postkortet tilhører Stein Høibø, Norge).