Seminarier - skoler - klassebilleder i Danmark.
|
(Bornholm HER)
|
Jonstrup Seminarium var Danmarks første institut for læreruddannelse, da det startede i 1790 under navnet Blaagaard Seminarium. Blaagaard var dengang et landsted uden for Peblingesøen på Nørrebro, og hovedbygningen fik sit navn på grund af dens blåglacerede tag. Lærerseminariet skiftede navn til Jonstrup, da det i 1808 flyttede til en nedlagt klædefabrik i Jonstrup ved Ballerup. Seminariet blev nedlagt ved lov i 1989 og var endeligt afviklet i 1992 – dvs institutionen oplevede at fylde 200 år. Kilde HER.
Viborg Stiftstidende 25. februar 1875. skoler
|
Fra Jonstrup Seminarium med den klasse, der startede i 1868 (?). Nr. to forrest: Florian Valdemar Eduard Køie (1839-1910) lærer i Vestermarie (?). Kilde HER.
Også et billede fra Jonstrup Seminarium. Vel fra 1890erne. Billedet er fra en bornholmsk samling - så det er vel en lærer på Bornholm, der en gang har haft billedet hængende.
Skoler i Danmark
Her er "tilfældige" billeder af skoler i Danmark. Skoler i København HER. Skolerne i Rønne findes HER og på resten af Bornholm HER.
1859. Herlufsholm Kostskole. Fotograf A.O. Nielsen, Slagelse, HER.
Når man som jeg synes, at fotografiet er noget af det mest interessante og anvendelige der findes, og at det også gerne må være så gammelt som muligt, så fik jeg sikret mig en kopi af det ældste, danske skolebillede jeg endnu har set. 1859. Det er på Det Kongelige Bibliotek. Da jeg efterfølgende kiggede det efter, opdagede jeg, at det også har relation til Bornholm: Fotografen er Anders Ole Nielsen, som opholdt sig i Næstved sommeren 1859, (optog også andre billeder af Herlufsholm). Atelier i København fra 1857, var også omrejsende fotograf. Det er formentlig et papirnegativ, der giver denne lidt "uldne" kopi. (Teksten er knivskarp). En af drengene, måske nr. tre fra højre forrest, var Søren Christoffer Kabell, født 1844. Han blev student fra Herlufsholm i 1863. Han var i Rønne fra 1872, hvor han virkede som læge i over 60 år, bl.a. som ulønnet skolelæge. Han havde meget stor social bevidsthed, som foruden skolelægeembedet udmøntede sig i en kamp for fattige børns bedre kår og forbedrede hygiejniske forhold generelt. Man kan følge hans kamp i Rønne Byråd, hvor han var medlem. Dertil var han en ivrig dilettantskuespiller og han skrev Rønne Theaters historie.
|
Roskilde Kathedralskoles 7ende Classe 1861. C.B.H. (Under billedet navnene på eleverne). Kilde: Fototeket, Roskilde.
Er af de allertidligste fotografier af en skoleklasse i Danmark.
Er af de allertidligste fotografier af en skoleklasse i Danmark.
Øland gamle Skole opført 1818. Klassebillede o. 1855 (næppe - det er en del senere) Læreren hed Ove Grønberg. Tilhører Øland Lokalhistoriske Gruppe.
Eleverne i Nicolai Gregersens Skole, Odense. 1880erne (?). Ukendt fotograf. Odense Bys Museer.
Den gamle rytterskole i Oppesundby, Store Rørbæk, Sjælland. Fotografisk postkort, sendt 1909. (Store Rørbækvej 16, Frederikssund). Skolen er formentlig udvidet i løbet af 1800årene, jvnf. planen herunder.
Frederik 4 besluttede i 1715-1718 at etablere 12 rytterdistrikter, som blev fordelt strategisk over hele landet: København, Frederiksborg, Kronborg, Antvorskov, Tryggevælde, Vordingborg, Kolding, Dronningborg, Skanderborg, Falster, Lolland og Fyn.Formålet var at styrke hæren.
241 Rytterskoler Frederik 4 bestemte i 1721, at der i hvert af de 12 rytterdistrikter skulle opføres 20 skoler. Disse 240 skoler, som blev kaldt "De kongelige Skoler", bedre kendt som rytterskoler, skulle være almueskole for rytterdistrikternes børn. I praksis blev fordelingen over hele landet dog ujævn, og langtfra alle børn på landet fik mulighed for at modtage undervisning i de nye skoler. Alle skoler blev bygget efter samme anvisning, og de sidste stod færdige i 1727. Senere blev der ved en kongelig resolution 1727 opført endnu en rytterskole på Bogø, så det samlede antal skoler nåede faktisk op på 241. Rytterskolerne var et typehus, og alle skolerne var i store træk bygget fuldstændig ens. På grundplanen over den ca. 120 m2 store bygning kan man se, at lærerboligen lå til venstre for indgangsdøren og den lille forstue, som skulle holde varmen inde i huset. Lærerboligen bestod af en stue, et køkken med ildsted under skorstenen og med en bageovn samt et spisekammer og et sovekammer. Til højre lå skolestuen og den lille stald, hvortil der var adgang fra husets bagside. Fra 1729 blev skolerne udstyret med en bilæggerovn af jern, som på forsiden var udsmykket med et relief af Frederik IV og hustruen, dronning Sophie Reventlow.
|
Kongen nedsatte en kommission, som udarbejdede en fælles forordning for de 240 skoler. I denne "Instruction" står bl.a. at læse:
"Skolernes Ydermurer, saavel som Skorsten og Bageovn af Flensborgmursten, Skillerummene af tørrede Mursten og alle Gulve af brændte Mursten. I Forstuen Gulv af Kampesten. Murene skal udvendig have rene Fuger, Fod og Gesims; indvendig var alle Stuerne hvidtede. Taget af røde Flensborgsten. Uden om hele Huset Brolægning, ligesaa i Stalden. Tagværket, Loftet og de indvendige Dørkarme af Norsk Tømmer, men Karmene til Yderdørene og til Vinduerne ligesom Rammer og Poster i disse af Eg. Der er 3 Yder- og 5 Inderdøre, nogle med Laas, andre med Krog og Krampe. der er 17 Vinduer, hvert med 24 blyindfattede Ruder. Indvendig er Vinduerne malede røde, udvendig perlegraa ligesom de Lemme, der lukkede for dem om natten." |
Skolebørn - klassebilleder
Ukendt skole, Sydsjælland. Næstevedkanten. Med læreren og måske en ung skolefrøken til de yngste elever. Kvinden til venstre for læreren er sikkert hans hustru og deres to små børn ses yderst til højre. En grundmuret skole i rødsten, med tegltag og hvidkalket gesims. En verandalignende overdækning måske af indgangsdøren. Lærerboligen til højre (?), skolestuen til venstre. Ukendt fotograf. Omkring 1920.
Egen samling. |
J. C. Jacobsen & Co. Nykjøbing Mors. KB. Fotograf i slutningen af 1880erne på Algade ved Kirketorvet i Nykøbing Mors. Kongelige Bibliotek.
Skoleklasse - eller konfirmander - i Thyregod, foto Smith Madsen, Thyregod.
Prøv at lægge mærke til hvordan fotografen har fået den forreste række til at folde hænderne - næsten.27 elever, som i dag. Konfirmander Thyregod-Vester 1920erne Bageste rk. f.v. Pastor A.P. Dahl [Ane Johanne Nielsine Nielsen blev gift 10/12 1895 med fotograf i Thyregod Peder Smith Madsen f. 21/3 1871 i Stadil. 8 børn.] Fotograf i Thyregod fra 1915. |
Endnu et af disse mange skolebilleder, som hurtigt forsvinder i anonymitetens tåger, hvis man ikke får noteret oplysninger på billedet. Det har man ikke gjort her. Det ser ud som om skolen er nyopført, murene bag eleverne er dårligt færdigbehandlede. Det er en skoleklasse(r) med 43 elever og to lærere. Fotografen - som vi heller ikke ved hvem er - må være skrap. Han har fået børnene til at holde sig helt i ro, måske er de lidt bange for ham. Der er ikke et smil, og de ser temmelig betuttede ud. Omkring 1910.
Tølløse Kommuneskole, o. 1910, sendt af lærer Jensen (på billedet?) til lærer Clausen i Melsted. Skovmands samling, ES.
Skole i Nysted opført 1911, som der står på den hvide plade. Man mener at skolebilledet er fra 1930'erne. Der er i 2019 flere i Nysted, der genkender deres forældre på billedet.
En pigeklasse et sted? Eller en opdragelsesanstalt?
24 piger, fire herrer med hat og en - plejemor? Jeg troede hun havde en medalje, men det er et lommeur hun har fæstnet på kjolen. Næppe en almindelig skole? Måske et børnehjem eller lignende - med pigeafdeling? Pigerne har taget deres fine kjoler på i dagens anlednig, nemlig at de skulle foreviges af en fotograf. De fleste har fine, rene forklæder på, det var en del af kvinde/pigedragten dengang. Der er igen oplysninger, intet fotografnavn. Et eller andet sted i Danmark - men det skal være et tilfælde, hvis det kan lokaliseres. Pigernes ansigter. Det er ikke almindelige, glade skolebørn. Hvad mon de fortæller?
Skolebørn et sted i Danmark
To lærere, ni drenge og atten piger, er anbragt nydeligt som det sig hør og bør, så fotografen kan få et godt billede i kassen. Et notat på bagsiden kan med god vilje tolkes som årstallet 1911. Billedet er kopieret på postkortpapir, hvilket selvfølgelig gør de enkelte kopier til børnene noget billigere end når billedet klæbes op på karton. Fotografen er ukendt.
Det vil næppe nogensinde blive opklaret hvem disse 27 børn og deres to lærere er, men de kan få lov at stå som et symbol på den danske folkeskole, det danske skolevæsen, som vi alle uden undtagelse, på godt og ondt, er et produkt af. Og tak for det.
Hvis man som jeg holder af disse billeder, må jg så få lov til meget varmt at anbefale en bog – som garanteret vil gøre lykke blandt folk med skole- og fotointeresse: Det er brødrene Jørgen og Steffen Duus, begge skolelærere, som har samlet på gamle skolebilleder og
skrevet bogen: ”Husker du vor skoletid? – klassebilleder i 100 år”, fra 2008. Den er virkelig inspirerende og alle vil med garanti kunne få noget ud af at læse bogen. Lån den på biblioteket eller køb den – den vil være en perfekt julegave – til den rette - og man kan stadig erhverve den!
Skoler i udlandet
USA. Oktagonalskole. (Fra FB ejer Rachel Clothier): An octagon school with students. It looks like the small slateboard the boy is holding in the front reads "Rogers School .....1905...John.......teacher" It may have been in northern Pennsylvannia or New York. One stood in northwest Saratoga County, N.Y. and one is still standing in Essex County, N.Y. The octagon building movement was popular for a time in the mid 1800's. Many houses were built in this style and many yet survive. HER.