Daguerreotypiet på Bornholm

I ”Bornholms Avis” – og allerede 1. marts 1839 - berettede avisens redaktør Tryde om den nye, epokegørende opfindelse, Daguerreotypien.
(Artiklen havde han sakset fra en hovedstadsavis, uden at angoive hvilken).

Han diskuterede opfindelsens betydning og det ”vidunderstof”, der havde en sådan ømfindtlighed over for lyset, at det kunne gengive et motiv. Og at det næppe ville gøre portrættegneren arbejdsløs, lige som bogtrykkerkunsten heller ikke havde gjort skribenten arbejdsløs! Han må have klippet sin artikel fra Portefeuillen og man må sige han var tidligt ude med den store verdensbegivenhed.
Daguerreotypien til venstre tilhører Bornholms Museum, stammer fra familien Glistrup, Nexø.

Maler og fotograf Johs. C. Glistrup etablerede sig som maler og fra 1890 også som fotograf i Nexø. Der er ingen oplysninger om daguerreotypien, men den forestiller evt. Johs Glistrups far (?). !850erne. BM 82x8
​En stor halvplades daguerreotypi, fundet på et loppemarked på Bornholm i 2008. Et portræt på en halvplade (xx x xx cm) er usædvanlig i Danmark.
​​Et bornholmsk daguerreotypi.
For et par år siden, i april 2006, blev der som ugens historie berettet om et daguerreotypi af en ”fajancer”, som var udlært på fabrikken Söeholm ved Klampenborg i Nordsjælland. Og om daguerreotypiet, som var en virkelig banebrydende opfindelse i 1839. At kunne fastholde sit eget og sin families portrætter på en plade, således som man så sig selv i spejlet, fængslede mange mennesker. Blandt andre digteren H.C. Andersen, som var et da datidens mest fotograferede mennesker – og som selvfølgelig lod sig daguerreotypere allerede i 1843. (Se Det kongelige Biblioteks hjemmeside: http://www2.kb.dk/web_udstillinger/hca-portr/index.htm).
Den formentlig første daguerreotyperede dansker var imidlertid billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, som blev portrætteret franskmanden A.C.T. Neubourg i 1840 – ét år efter at Daguerres opfindelse var blevet offentliggjort i Paris. Portrættet er vel det kendteste af Thorvaldsen, som døde i 1844. Det er optaget i stærkt sollys; med den ene hånd afværger han onde øjne. En gestus som ganske sikkert er rettet mod daguerreotypi-apparatet.
Daguerreotypiet er et fotografi på forsølvet kobberplade, opfundet 1837 af den franske maler Louis Jacques Mandé Daguerre (1789-1851). Pladens overflade gøres lysfølsom gennem en behandling med joddamp, så der dannes jodsølv. Pladen belyses i et kamera og fremkaldes ved hjælp af kviksølvdampe. Da der intet negativ er til et daguerreotypi, findes de kun i et eksemplar.
 Bornholms Museum har o. 40-50 daguerreotypier i samlingen. For halvdelens vedkommende kender vi de afbildede personer. Man begyndte at bruge papirbilleder o. 1860 og da det først o. 1845 blev almindeligt at lade sig daguerreotypere – og det i øvrigt var meget kostbart - er det begrænset, hvad der i disse femten år er fremstillet af disse små, delikate portrætter. De kan i øvrigt være lidt vanskelige at se, de kræver den rette belysning. Og de er også svære at affotografere.
 Det viste daguerreotypi er i privateje. Det er rimeligt stort, 13,2 x 9,3 cm, svagt koloreret og formentlig fra 1850erne.  Vi ved desværre ikke hvem det forestiller. Det kommer fra Vestermarie-kanten, og kan forestille nogle bornholmere. En formentlig velhavende gårdmand (?) med hustru og lille søn (?). Hun i mørk silkekjole med kniplingskrave og silkebånd, holdt sammen af et guldsmykke i halsen. Hun har fine hvide pynteærmer og armbånd om begge håndled samt guldberlokker, øreringe, som fotografen har forgyldt. Manden med hvid skjorte med knækflip og sort silketørklæde, vest og mørk kjole. Fingerring, urkæde og pyntenål er også blevet forgyldt. Sønnen, som vi tror det er (små drenge gik med ”kjole” til de var tre-fire år), er iklædt en fin ternet silke- eller bomuldskjole med hvide knapper. Ægteparrets frisurer er som klædedragten typiske for tiden, hun med midterskilling og knold i nakken, han glatraget, men med bakkenbarter. Billedet er som alle daguerreotypier spejlvendt.
Daguerreotypiet er sat i en passepartout med tegnet indramning og anbragt i en mahogni-indramning, som oprindelig har været forgyldt på selve rammen, men har fået en senere bronzering.
 Tænk hvis man kunne identificere personerne på dette 150 år gamle portræt!!
 
​Et af vore interessante billeder viste sig også at rumme en god historie. For vi var – for en gang skyld - så heldige, at der var oplysninger om hvem personen på billedet forestiller. Desværre har ejerne ofte glemt at skrive bag på hvem portrætterne af deres kære forestiller, og helt anonyme billeder har ikke særlig stor værdi. Men før vi fortæller om den nydeligt klædte herre, er det værd at kigge nærmere på billedet: Det er et daguerreotypi og det er ikke helt nemt at fotografere det; det skal gerne tages lidt på skrå. Man fornemmer det er optaget på en sølvplade. Formentlig er der ikke mange der ved, hvad et daguerreotypi er – om end mange sikkert har et liggende dybt nede i skuffen med de gamle familiebilleder!
Daguerreotypiet blev først præsenteret for offentligheden i 1839, navngivet efter opfinderen, franskmanden L.J.M. Daguerre. Et daguerreotypi er eksponeret på en forsølvet kobberplade. Pladen blev før eksponeringen behandlet med jod, således at der blev dannet et lag med lysfølsomt jodsølv på pladen. Eksponeringstiden var lang. Efter eksponeringen blev pladen behandlet med kviksølvdampe, hvorefter billedet var fremkaldt. Motivet blev gengivet positivt og kunne ikke kopieres. Hvert daguerreotypi er altså unikt.
De tidligste portrætfotografier er daguerreotypier. De er let genkendelige, fordi pladen har sølvglans. Ofte er de monteret i små etuier som kan åbnes som en bog.
Daguerres opfindelse blev offentliggjort i Paris i januar 1839. Det var en verdensbegivenhed, for det var første gang man med et mekanisk øje kunne fastholde et motiv. Den franske stat ”købte” opfindelsen af Daguerre og stillede den til almen rådighed. Prisen var en livslang pension til opfinderen. Til gengæld konstruerede og mangfoldiggjorde Daguerre et specielt fotoapparat og en brugsanvisning, ”Histoire et description des procédés du Daguerréotype et du Diorama”, som straks blev oversat til flere sprog. (Historie og beskrivelse af daguerreotypiet og dioramaet*)
I ”Bornholms Avis” - allerede 1. marts 1839 - berettede redaktør Tryde om den nye, epokegørende opfindelse. Han diskuterede opfindelsens betydning og det ”vidunderstof”, der havde en sådan ømfindtlighed over for lyset, at det kunne gengive et motiv. Og at det næppe ville gøre portrættegneren arbejdsløs, lige som bogtrykkerkunsten heller ikke havde gjort skribenten arbejdsløs!
Det kom til at vare nogle år endnu, inden den første daguerreotypist besøgte Bornholm, men det er en anden historie!
Portrættet forestiller ”fajancer” Michael Didrichsen, født i Rønne 1815, død 1864. Billedet blev taget i december 1848 – fortæller en indskrift bag på det – da han var 33 år gammel.
Det viser sig, at Michael Didrichsen var en af de unge bornholmere, der i 1831 blev antaget som lærling på fabrikken Søholm ved Klampenborg nord for København. Fabrikken var startet i 1827 og fremstillede ”fajance”, eller snarere stengods i engelsk stil. De tre første lærlinge der blev ansat var brødrene Hans og Edvard Sonne samt Herman Wolffsen. De to sidste startede fajancefabrikken Søholm på Bornholm i 1835.
Michael Didrichsen kom senere i 1831 til Den kongelige Porcelænsfabrik, hvor han lærte sammen med en anden ung bornholmer, Rasmus Peter Ipsen (grundlæggeren af terracottafabrikken, der senere blev kendt som ”Ipsens Enke”) og Christopher Reinlænder, som kom fra Møn, men senere etablerede sig med fajancefabrik i Rønne. For resten blev Michael Didrichsens datter, Georgine, gift med Ipsens søn, Bertel Ipsen.
Michael Didrichsen var ansat på Den kongelige Porcelænsfabrik indtil 1850, hvor han overtog vennen Frederik Grøndahls post som direktør for porcelænsfabrikken Bing og Grøndahl (sammen med brødrene Bing). Desværre led Didrichsen af astma og døde allerede i 1864, kun 49 år gammel.
* Et diorama er en tredimensional miniaturegengivelse af virkeligheden, fx et natursceneri, et gadebillede o.lign.
 
​