Anne Gram, Danmarksgade 5, Fredericia
NAVN: Anne Gram
DATA: Født 7.11.1897 i Fredericia, hvor hun også døde 13. januar 1983. AKTIV: 1927- ca. 1970 ADRESSER: Danmarksgade 5, Fredericia UDDANNELSE: I fotograflære i Fredericia hos "Carl Christensen", Etlarhus. PORTRÆTFOTOS: ja GRUPPEFOTOS: ja REPORTAGEFOTOS: ? TOPOGRAFISKE FOTOS: ja STEREOFOTOS: ? POSTKORT: ? UDSTILLINGER: København, fotoudstilling 1932. FAGLIG FORENING: ? FORGÆNGER: Carl Christensen, Fredericia. EFTERFØLGER: ? ARKIV: Lokalhistorisk Arkiv for Fredericia har overtaget hendes arkiv. KOMMENTARER: ? KILDER: Lisbeth Aagaard Lykke, Fredericia Lokalhistoriske Arkiv, Objektiv #164, 2021. (Tekst og billeder på siden her). Lokalhistorisk Arkiv for Fredericia og Omegn har siden arkivet blev grundlagt i 1973 modtaget billeder, negativer og arkivalier efter en af byens kvindelige fotografer, Anne Gram. Hun var født 7. november 1897 i Fredericia, hvor hun også døde 13. januar 1983.
Allerede som barn på ”Annesminde” på Nørremarken lidt nord for Fredericia, hvor Anne Gram voksede op, var hun klar over, at hun ville være fotograf. Som 16-årig kom hun derfor i lære hos Fredericias kendte fotograffirma ”Carl Christensen” i ”Etlarhus” i Gothersgade 17, hvor fotograf Hans Carl Christian Christensen havde drevet forretning fra 1886 indtil 1898. Han døde i 1899 kun 52½ år gammel af tuberkulose. Firmaet var i 1898 blevet overtaget af sønnen Niels Christian Christensen. Han havde det indtil 1918. Anna Gram blev firmaets sidste elev, og kvitterede ved at Niels Christensens yngste datter blev hendes første elev, da hun i 1927 var blevet selvstændig fotograf. Efter at Anne Gram var blevet udlært, videreuddannede hun sig i Kolding samt flere steder på Fyn og på Sjælland, ligesom hun flittigt deltog i alle tilgængelige kurser i hovedstaden. Hendes plan var at komme til København for at arbejde og senere også gerne komme til udlandet. Desværre blev hun langvarigt syg, så planerne blev ændret og hendes ambition blev nu at skabe en selvstændig forretning i Fredericia. I 1927 blev et fotoatelier i Danmarksgade 5 tilbudt Anne Gram. Flere forskellige fotografer havde haft atelieret før hende, i hvert fald fra Johs. W. Jørgensen slog sig ned på adressen i 1881. Atelieret havde således fungeret i Fredericia i mange år og var et godt tilbud. Anne Gram slog omgående til og det blev her hun skabte sig en karriere, fik oparbejdet en stor kundekreds og knyttet mange venskaber. Anne Gram gjorde portrætfotograferingen til sit speciale, og et af højdepunkterne må have været, da hun vandt en første præmie på den prestigefyldte Charlottenborg Udstilling i København i 1932. Sidst i 1960’erne solgte hun forretningen, hendes sidste annonce i Fredericia Dagblad var den 13. oktober 1966. Forretningen blev videreført under navnet "Anne Grams Eftf." Anne Gram levede det meste af sit liv sammen med forældrene, møllebygger og købmand Kristen Gram, moderen Mette Marie, søsteren Maren Kristine og broderen Frederik, på ”Annesminde” på Nørremarken i Fredericia. Fotografen Anne Gram var en af rigtig mange fotografer i Fredericia, og i den egenskab har hun ydet et stort bidrag til byens historie - og til Lokalhistorisk Arkivs billedsamling, der i 2021 består af henved 50.000 registrerede billeder samt ca. 500.000 negativer fra byens mange fotografer. Selvportræt af Anne Gram med fotoapparat. Billedet blev brugt i Fredericia Dagblad, lørdag den 2. november 1957, i anledning af hendes 60års fødselsdag. Samtlige billeder tilhører Fredericia Lokalhistoriske Arkiv.
|
Anne Gram under sin læretid hos fotograf Carl Christensen i Fredericia. Her er hun i gang med at retouchere fotografier. Samtlige fotografier er taget af Anne Gram selv eller hendes medarbejdere.
|
Anne Gram. Lokalhistorisk Arkliv for Fredericia.
Anne Gram og hendes medarbejdere i atelierret i Danmarksgade 5 i Fredericia.
Anne Gram og en medarbejder i fotoatelieret i Danmarksgade 5 i Fredericia, hvor Anne Gram arbejder med vinderbilledet fra Charlottenborg Udstillingen i 1932.
Anne Grams genre- og landskabsbilleder
Foto Anne Gram: Søstrenes Hansens Hjemmebageri. Fredericia. 1934.
Foto Anne Gram, Fredericia. To kvinder på vej til Handrup Kirke ad den nuværende Tinghøjvej, nær Ebeltoft Vig. 1940.
Portrætfotografering
Studieportrætter fotograferet af Anne Gram og hendes medarbejderte i Fredericia. Samtlige billeder tilhører Fredericia Lokalhistoriske Arkiv.