Sophus Juncker-Jensens manuskript om fotohistorien - som han oplevede den

Til hovedsiden om Juncker-Jensen HER.
Sophus Juncker-Jensen foran sit atelier på Industriudstillingen i København i 1888. Det blev et gennembrud for ham som fotograf.

Originalmanuskript, første kladde. side 1, påbegyndt 10. august 1940.

Sophus Juncker-Jensens kontakt til "Fotografien".
1. Far, Jens Jacob Jensen, 1819-1881, fotograf i Vejle 1864-1881 HER
2. Bror var H.P. Jensen, 1855-1924, fotograf i Vejle 1881-1924. HER
3. En søster Jenny Jensen, Skive bl.a. var også fotograf. HER.

Juncker-Jensens beretning er tidligere udgivet i Objektiv:
#42 Industriudstillingen 1888.
#50 s. 59 ff. Første del
#51 s. 65 ff Anden del
#52 s. 60 ff Tredje del

Sophus Juncker Jensen beretter også i sine erindringer om hans store engagement som fotograf i Industriudstillingen i 1888 HER.
Personalia:
Far: fotograf Jens Jacob Jensen (1819-1881) og Sofie Tetra Juncker - Rigmor lda Wilhelmnine Holzmann x 17.3 1883, + g.g rg71, datter af bankbestyrer Johan H. (død 1913 og Dagmar Knudsen (død ry241.
Juncker Jensen, der fra ca. 1891 skrev sig med bindestreg, blev udlært hos fotograf J.E. Bøgh i Aarhus, var derpå ansat hos Budtz Muller og co i København, og etablerede sig den rg. 1aj 1888 på den i København afholdte store nordiske industri- og landbrugs- og -kunstudstilling, hvor.han havde forpagtet retten til at fotografere og selv lidet bygge et atelier, hvor talrige udstillingsgæster lod sig forevige, ligesom mange købte hans stereofotografier af udstillingens eks- og interiører. (Se Objektiv nr. 42. 1988. Side 2ff.)
1891 foretog han en studierejse til Rusland og Vesteuropa, siden udsendte han en fortræffelig fra Højbro Plads under Christian lXs guldbryllup, og år94 flyttede han sit atelier fra Frederiksberggade til Vimmelskaftet 39, hvor firmaet forblev i go år. Foruden almindelige portrætter eksperimenterede han med relieffotos, iværksatte en kampagne for at få folk til at lade deres daguerreotypier restaurere hos ham og fremstillede til udstillingsbrug to a tre meter høje helfigurportrætter af kendte københavnere.
Det elegante atelier var en række år rammen om fester for hans venner ved pressen. J.J. var dygtig- tit gruppefotografering i atelieret. Hans fornøjelige optagelser fra de danskes deltagelse i de olympiske lege i Athen april-maj 1906 udkom indklæbet i en bog i tværfolio med tekst af rejseskribenten Holger Rosenberg og andre. lkke blot J.J. og hans far var fotografer, men også søsteren Jenny Jacobine Jensen, Skive (rg6+-r9s:), giit med sin fætter Martin Jensen, (1864-1915), broderen Hans Peter Jensen (rg55-1g"+)7", overtog atelieret i Vejle og sønnen, can. Jens Juncker-Jensen, * 9. marts rgro der indtil 1974 videreførte atelieret-i Vemmelskaftet. Atelierets negativer !g,2r-tg74 og kundeprotokollerne rg22-rg74 findes på Det Kgl. Bibliotek.
Han blev ridder af dannebrog i 1938. 
Kilder:
Juncker Jensen Erindringer m.m. i manuskript (Det Kgl. Bibliotek).
I Beretninger fra Dansk Fotografisk Forening. vl, r89o-9r, side 478-83-5or-o8 (studierejser i Rusland og Vesteuropa).
Ture Sellman i Nordisk Tidsskrift for Fotografi, Sth. r9zr.
Dansk Fotogratisk Tidsskrift t. LXll' r94o nr.- rr 8rf.
Bjørn ochsner: Fotografer i og fra Danmark, indtil er 1900, rev. udg. 1969 z5zf.
S.J.J.s Erindringer "Her er MIT livi', D.r.s. tidsskiift objektiv r99o- r99r. Bearbejdet af Flemming Berendt. (PS. ikke læst korr

Juncker-Jensens indledning

1a.
Formanden for Dansk Fotografisk Forening. Hr. Julius Folkmann og flere, har ofte i Aarene anmodet mig, som een af de ældste Fotografer, om at skrive Fotografiens Historie i Danmark.
Men dette at skrive en saadan, er jo næsten som at skrive sin egen, da det ene fletter sig ind i det andet. Jeg har jo lige fa min tidligste Barndom levet sammen med Fotografien, og alt, hvad jeg kan fortælle, er nærmest set fra mit Standpunkt, og af hvad jeg har oplevet og hørt af andre.
Igennem Aarene har jeg stadig haft saa meget om Ørerne, og heller ikke ment at have Evner, men nu i denne skrækkelige Tid trænger man til at have noget andet i Tankerne, og nu, da jeg har bedre Tid, skal jeg da forsøge at give et Billede af Tiden fra saa langt tilbage, jeg kan huske og op til vore Dage, inden det hele gaar i Glemmebogen. Der vil maaske være et og andet, der har interesse for Efterverdenen.
Som vel almindelig bekendt, blev Fotografien opfundet af Franskmanden Daguerre i Aaret 1839, og mod en livsvarig Pension til ham og hans Medopfinder Niepche, publiceret af den franske Stat til hele Verdens fri Afbenyttelse. Disse Billeder, der er fremstillet paa forsølvede Kobberplader, der blev joderede og fremkaldt ved Quiksølvdampe kaldes Daguerreotypier. Det vakte jo en uhyre Opsigt, og mange samtidige Opfindere meldte sig, blandt andet Englænderen Fox Talbot, der fotografrede direkte paa præpareret Papir, hvorunder han lagde lysfølsomt Papir. Disse billeder kaldes Talbotypier.
Man eksperimenterede i det uendelige paa nye Forsøg, og først da Englænderen Scott Archer i Aaret 1851 fremkom med sine Glasbilleder, som konkurrerede Daguerreotypierne ud, kom der en ny Metode. Glasbillederne blev fremstillet ved at en Glasplade blev overhældt med en Collodium tilsat Jodsalte, gjort lysfølsom i et
2a
Sølvbad, og efter Exponeringen fremkaldt med Jernvitriol, og for at gøre det hvide og lyse særligt stærkt fremtrædende, præpareret med Kviksølv eller Astfaltlak, blev derefter overhældt paa Bagsiden [med sortlak] eller fik et sort Fløjlstykke [monteret]. Men baade af Daguerreotypier og Scott Archers Glasbilleder, disse kaldes i daglig Tale Glasfotografier, findes heldigvis en Masse her i Landet, og man maa være glad over, at saa mange er opbevarede og giver troværdige Billeder af deres [vore] Olde-, Tip- og Tiptipoldeforældre, viser hvordan de saa ud, Slægtslighed, og hvordan Moden var, deres Dragt og Frisyre.
Det varede ikke længe, før Udlændinge ankom hertil og begyndte at Daguerreotypere. De allerførste indrettede sig paa Christiansborg Ridebane ved Collonaden, og paa Marmorpladsen, der hvor nu Frederikskirken ligger. Og enkelte Danske rejste til Udlandet og lærte, og de lærte fra sig igen.
Men da Scott Archers Glasbilleder kom, tog det yderligere Fart. Disse var langt billigere og konkurrerede Daguerreotypierne ud, og man vil ogsaa se, at de fine, smukke Indramninger, der blev ofret paa Daguerreotypierne, nu bliver af en mindre festlig Udførelse.
Men de, som vil vide mere om Fotografiens Barndom, vil jeg henvise til de mange baade fraske og danske Beskrivelser, som Professor Winther saa udmærket sørgede for at samle og udstille paa den store fotografiske Udstilling til Minde om Fotografiens 100 Aar paa Charlottenborg i September 1939, og som findes i Historisk teknisk Samling i Danmarks tekniske Skole og i Dansk fotografisk Bibliotek, eller til hans nylig indsendte Piece, der gengiver en Tale, Professoren har holdt i Danmarks tekniske Højskole Oktober samme Aar, der klart og koncist giver en Samling om hele Fotografiens Barndom og Udvikling.
Man experimenterede stadig videre, og fandt paa, omkring 1859, at man, ved at exponere Pladen længere, saa den ikke mere var gennemsigtig, men tæt, og ved derunder at lægge præpareret Papir, kunne opnaa et smukt, gennemarbejdet
3a. Billede. Nu var man Herre over at kunne lave saa mange Billeder som man vilde. Samtidig var man ogsaa kommet saa vidt, at man kunde købe smukt Papir, som man blot selv behøvede at gøre lysfølsomt, og derpaa kopiere sine Billeder.
Ja, omtrent paa det Stadium stod Fotografien, da Vorherre satte mig i Verden.

Erindringerne

1.
En sortkrøllet dreng
Hvem er jeg, der så dristig tør paatage mig den Opgave [at skrive om fotografiens historie]? Ja, jeg var saamænd en sortkrøllet Dreng, der blev født i Residensgade No. 248 i Veile den 16. Februar 1859 af Malermester, senere fra 1863 Fotograf Jens Jacob Jensen og hustru Sophie Petræa Frederikke Juncker. For at kunne danne sig et Begreb om, hvordan saadan et Hus med Fotografskilte og Atelier indvendig saa ud dengang, følger hermed et Billede. (Ikke vedlagt manus).
Mine første Indtryk af Livet og Fotografien stammer fra Krigen 1863-64. Da havde min far nemlig Erkendelsen af, at under en Krig vilde der intet være for en Maler at bestille, saa han rejste til Odense til en gammel Rejsekammerat, Beck, der på Hjemvejen fra Tyskland i 1843 havde lært Fotografien i Hamburg, og derefter nedsat sig paa Flakhaven i Odense. Til ham rejste Far og lærte Fotografi i 3 - 4 Uger, og startede da et Atelier paa Nørregade i Veile. Atelieret blev lavet ved at fjerne Tagsten og istedet indsætte Glastag. Her fotograferede Far nu tyske Officerer og Menige med selve General Wrangel i Spidsen. De vilde jo have et Billede og sende hjem for at vise, de endnu var levende.

Kollodiumperioden
De Plader, der blev benyttet, var det format vi kalder Visit. Man købte almindeligt Rudeglas med saa faa Blærer i som muligt i Størrelsen ca. 16x24 som Fotografen saa selv skar ud til smaa Plader. En Diamant var altsaa et nødvendigt Værktøj. Saa blev Pladerne puttet i en svag Opløsning af Saltsyre, derefter skyllet, og sluttelig skyllet nogle Gange i destilleret Vand for at fjærne alle Urenheder i Opløsningen, og saa stillet paa en Tralle til Tørring, altid med Retsiden til venstre, hvilket er en ufravigelig Regel, der gennemføres den Dag i Dag over hele Verden. Naar nu der skulde fotograferes, tog man sit Pudsebrædt med Træskruer, hvor Pladen blev omhyggeligt fastsat, og saa begyndte
2.
Poleringen med fint Kridt og Spiritus, til den var saa omhyggelig ren, at knap Aande hang ved. Senere fandt man paa efter Afskylningen at overhælde Pladen med Æggehvide, 1 Hvide pisket i en Liter vand, omhyggelig filtreret, saa hang Collodiumen endnu bedre fast.
Pladen blev derefter puttet ned i Kyvetten med Sølvbad ved Hjælp af. en Dypper, trukket langsomt op og ned, og i Løbet af 3 - 4 Minutter var den gjort lysfølsom, blev lagt i Kassetten, og var klar til Fotografering, der skulde foretages indenfor et Tidsrum af højst 10 - 12 Minutter, da den ellers blev tør og skjoldet, (hvad den forresten ogsaa tit kunde blive af- mange andre Grunde). Sølvbadet havde nemlig den Uvane, ved Varme, ved Kulde, ved alle uudgrundelige Aarsager, at strejke. Man havde derfor 2 - 3 Reservebade, men de kunde ofte finde paa at strejke samtidig, saa man stod aldeles hjælpeløs og fortvivlet overfor Kunderne.
Naar Sølvbadet strejkede, viste det sig som Regel, ved at Pladen lignede en frossen Rude med alle de smukke Blomster nedefra og opefter.
Men hvad hjalp al den Skønhed? Personen kunde knap anes. Fotografen maatte gå ind til Kunden, sige det blev udmærket, - at fortælle det modsatte vilde jo være at udsætte sig for at blive kaldt en daarlig Fotograf. - Men Dagen efter blev der sendt Bud, at Pladen desværre var knækket, og Billedet maatte tages om.
Men var nu Pladen i orden, og Fotograferingen foretaget, - ved godt Dagslys brugtes 25 - 30 Sekunder, ved daarligt Lys og hen paa Eftermiddagen ofte henimod 50 -60 Sekunder eller mere, - da skulde Pladen straks fremkaldes, hvilket skete ved gult Lys. Man har Exempler paa, at en Kunde kunde sidde i indtil 5 Minutter, og dog beholde det samme Udtryk, men man brugte jo ogsaa Nakkeholder i udstrakt Grad, dette for Nutidsfotografer saa komiske instrument, og for at det ikke skal gaa ud af Erindring, følger hermed en Tegning.

Fremkaldelsen
Pladen blev fremkaldt i en Fremkalder af Jernvitriol og Pyrogalde, tilsat nogle Draaber Sølv 1 - 10.  Dette blev hældt over
3.
fra Hjørne til Hjørne, og derefter fixeret med en Overhældning af en Opløsning af Cyankalium, som man maatte være meget forsigtig med, da det var stærk Gift, skyllet nogle Minutter, opstillet i Tralle til Tørring, og Pla
den var da færdig. Se, saa let gik det, men man fik jo rigtignok ofte nogle slemme Oplevelser, hvorfor det bekendte Billede af Fotografen, der dansende op i Luften med vilde Øjne, og med begge Hænder forsøger at rive Haaret ud af Hovedet, er fuldkommen forklarlig.
Man kunde heller ikke, som nu, tage en Plade borte fra sit Atelier, uden at tage sit Mørkekammer med, men herom senere.

Paa det tidspunkt var man, som nævnt, kommet saa vidt, at man kunde købe Papir til Kopierne fra et stort firma, Trap og Münchs, mulig fra flere. Der var 2 Slags Papir, mat og blankt. Det første benævntes Saltpapir, og brugtes hovedsagelig til lidt større billeder, ja, 7x9" derover kom man ikke. Det andet kaldtes Albuminpapir. Som navnet siger, var det præpareret med Æggehvide, var blankt og glat, og var i det væsentlige det Papir, næsten alle Billeder blev lavet paa, og hvoraf Fotografen levede. Det havde en svag blaalig, med Overgang til det rødlige og lilla, Tone, og var hovedsagelig det Papir, der holdt sig helt op i Halvfemserne. Da begyndte Klorsølvgelatinepapiret at indfinde sig og gøre Konkurrencen gældende. Fotografen skulde spares for en Del af Arbejdet med Forsølvningen. Lysfølsomheden blev foretaget paa den Maade, at man tog en fint poleret Fajanceskaal i 1/1 Ark (dengang 43x67 cm), og der hældte man Sølvbadet bestaaende af ca. 1-10 Sølvnitrat, tilsat nogle Draaber Saltsyre. Man tog nu, naar alle Blærer var fjærnet, Papiret i hvert modsat Hjørne, bøjede det bagover, og lod det glide ud et svømme paa Badet, omhyggelig sørgende for, at der ikke kom noget paa Bagsiden, eller at der dannede sig ny Blærer. (Hertil benyttede man et almindelig 3 M..? Standglas som dem der benyttes ved Æggekogning.) Deri skulle det svømme i 3 Minutter, blev taget op i det ene Hjørne, hængt til Tørring ved
4.
hjælp af en Klemme paa en Snor i en krog af Mørkekammeret, til det var tørt.
Se, dette foregik hver Morgen som det første Arbejde. Papiret kunde nemlig kun holde sig een Dag, allerede Dagen efter blev det gulligt og grimt. Naar Papiret nu var tørt, var Lyset fra Himmelen ogsaa blevet kraftigere. Papiret blev da taget ned, skaaret i de Stykker, man skulde bruge, og saa foregik Kopieringen ved Hjælp af amerikanske Klemmer eller de gammeldags Kopirammer, som forresten bruges endnu den Dag i Dag. I godt Vejr kunde man faa 5-6 Aftryk paa en Dag af en god, ikke for tæt Plade, i daarligt Vejr og om Vinteren, uha-uha, man kunde være glad for at faa 1 Dusin Visit kopieret paa 2-3 Uger, og der er ingen nulevende Fotograf, der gør sig noget Begreb om hvad Kval, vi sommetider havde med blot for at faa nogle faa Aftryk færdige til den Tid, de var lovet, men Gud Fader fri og bevare os, hvor fik det daarlige Vejr ogsaa mange Gange Skylden, hvis Fotografen havde drevet, og ikke skaffet Billederne færdige i rette Tid. Kunden maatte gaa forgæves, og det maatte han ofte i de Tider.

Naar nu Kopieringen var tilendebragt for Dagen, begyndte Toningen, hvorved forstaas at gøre Billederne holdbare. De blev nu dyppet i en Skaal  almindelig Vand, (om Vinteren maatte vi lunke Vandet) et for et, bevæget godt, derefter i et andet Hold Vand, og saa fremdeles, indtil alt det Sølv, der ikke var kopieret, var rent udskyllet. Det sidste Hold Vand var tilsat en lille Haandfuld Køkkensalt, - det første Hold Vand, der var meget sølvholdigt, blev omhyggeligt hældt ned i en Tønde, hvor det blev fældet med Svovllever, og foruden meget andet godt, gav Husmoderen alle hendes straalende Sølvskeer og Gafler. Derefter kom Billederne over i Guldbadet, der bestod af en Opløsning af 1 gr. Klorguld i de kendte Glasrør, som kendes endnu, opløst i destilleret Vand og tilsat forskellige Salte som dobbelt kulsur Natron, eddikesurt Natron etc., hvilken Sammensæt-
5.
ning forresten var en stor Finesse, og omhyggeligt gemmes for alle Nyfigne, da det gav højst forskellige og fine Toner, og bidrog til et fremhæve Fotografens Dygtighed blandt Publikum og Kolleger. Naar de rette Toner var opnaaet, vandrede de over i Skyllevand, derfra i Fixerbad som nu, og saa sat til Skylning, ikke som nu 1/4 eller 1/2 Time, men omhyggeligt fra Skaal til Skaal og i meget komplicerede Skylleapparater, blev hensat for Natten, fik en ekstra Skylning om Morgenen, derpaa lagt mellem Filtrerpapir og trykket af.

Denne omhyggelige Behandling, og især Udskylning, er vel een af Grundene til, at disse gamle Billeder, hvoraf mange er over 80 Aar, holder sig ligesaa friske og klare som da de blev lavede, og der blev dengang vel agtet paa, at Klister og Karton var fuldstændig klor- og syrefri.

Tilklipning
Og saa begyndte Tilklipningen i halvvaad Tilstand med Glas og Saks, og det var en vældig Færdighed mange tilvendte sig med de mange smaa Billeder. Derefter blev de lagt ovenpaa hinanden, og saa begyndte Opklistringen, i Begyndelsen paa hele Ark inddelt med Streger, som saa blev klippet fra hinanden, senere opklistret paa de bekendte smaa tilhuggede smaa Karton i Visit, og naar det kom højt med en stor Bestilling, var det Kabinet. Det var vel nok fint. - I Mellemtiden benyttedes Tiden, som nu, i mindre Ateliers, til om Formiddagen at retouchere Negativ, og om Eftermiddagen Positiv. Men sikke en Retouche! Og hvem lærte os at retouchere? Hvem lærte vi i det hele taget Fotografien af?

Retouche
Ja, for at forstaa det, maa man erindre, at da Fotografien, eller Photographien med Ph, som det dengang stavedes, blev opfundet, var der jo ingen, der kendte noget til det hele. Opfinderen selv, Daguerre, var oprindelig Maler, Tegner, Lithograf, Optiker, Kemiker, noget af. hvert, og saadan blev alle hans Efterfølgere, noget af hvert. Saadan udviklede det sig efterhaanden, og mange mente at have en Chance paa den ene eller anden Maade. Ja, herhjemme ved jeg, at Bogbindere
6.
hjalp med at klistre, guldsmede, som havde valser, gik fotografen hen til og fik sine billeder valsede, gårdskarle var den omvandrende fotograf behjælpelig med at hente vand etc., lærte lidt, betalte for resten, købte apparater, og begyndte så for sig selv. Endog barberer mente, det var noget for dem imellem barberingen at tage plader afkunderne. Alle disse tog igen elever, så man kan jo forstå, at det var nogle slemme og højst forskellige måder, det arbejde blev grebet an på, og nogle fæle abekatte var der imellem, med stort krøllet hår, når det ikke var revet af. i arrigskab, flagrende slips, fløjsjakke, kulsorte fingre, udad med tæerne, affable manerer. Henrik Ibsens figur af- ham i "Vildanden" er ikke dårlig.
Efterhånden kom der dog nogle dannede og gedigne mennesker til, der både kunne tegne og male og vidste, hvordan et billede skulle og kunne se ud, og der var blandt dem både tegnere og lithografer, der indførte den allerfineste retouche, som man endnu vil se det på de gamle saltbilleder.
Der kom metode i det, og virkelig fint, endog meget fint arbejde, blev udf6rt, ja, selv allerede i daguerreotypiernes tid vil man finde nydeligt kolorerede billeder. Farven, man benyttede, er pastel i pulverform, der blev påf.ørt med fine kamelhårspensler, guldringe og smykker blev påført med ægte bladguld, som var opløst og sad som en lille kær klat på en muslingeskal. Men kig rigtig på det, når De får et sådant billede mellem hænderne, og De vil nyde og respektere datidens arbejde.
For positiv retouches vedkommende gik det nogenlunde godt. Man havde den gode kinesiske tusche, zinober og karmin, og med disse 3 ting rørt ud i lidt æggehvide, senere i gummi, klarede man det spørgsmål til alle farvenuancer. Men med negativ retouche kneb det mere. Der var til tider nogle grusomme pletter og skjolder, der skulle manøvreres med, og kunderne var jo svært hulkindede og mørke under Øjne
7.
ne, som følge af de, næsten altid, lidt undereksponerede Plader, og hvad værre var, de syntes alle at være mere eller mindre Koparrede, idet disse Collodiumplader havde en ækel Tilbøjelighed til at fremhæve alle Skjolder, og ligesom en djævelsk Færdighed til at fremdrage alle Fregner og gule Pletter, der ellers skjulte sig selv under baade andet og tredie Hudlag. Dette har Pladefabrikanterne ved deres Arbejde med Orthocrom og Pancromatiske Plader nu faaet dem vendt af med, og Kosmetikken har da ogsaa, for Damernes vedkommende, hjulpet til, baade til det gode og onde.
Men pladen var som før nævnt færdig straks efter Fotografering og dens Fremkaldelse, men taalte ingen Berøring paa Billedsiden, og derfor fik man fremstillet en Lak (Negativlak) bestaaende af forskellige Slags Harpiks, veneziansk Terpentin etc. Man tændte sin lille Spritlampe, tog Pladen kærligt i det ene Hjørne, varmede den forsigtigt over Lampen, og lod saa Lakken flyde fra Hjørne til Hjørne. Det var i det hele taget med en vældig Højtidelighed og Tungen lige i Munden, man overhældte. Det gjaldt jo om at faa, det til at løbe over saa fint som muligt, ingen Skjolder, ingen glemte Pletter. Lakken skulle staa fint blank over det hele. Naar nu Lakken var stivnet og tør kunde man berøre Billedsiden og retouchere paa den. Det gik saaledes for sig, at man tog sin Blyant og, ikke som nu med Streger, men med selve Spidsen, punkterede og punkterede, det ene Punkt tæt ved Siden af det andet, indtil det hele stod i en jævn Flade, og hvis man saa i en Lup, - ja, var de ikke Koparrede før, saa var de det nu over hele Ansigtet, men saadan skulle det nu være.
Efterhaanden var der en og anden, der fik en bedre Maner, og ham efterlignede de saa allesammen. Og saadan gik det med det hele, smaa Fremskridt, smaa Finesser, den ene efter den anden.
En Kopiør kunde have saa utrolig mange Kneb. Tænk, hvilke Plader, der sommetider blev budt ham, saa tynde, at der knap var noget Billede. De blev kopieret under 5-6 Lag Silkepapir og iøvrigt paa andre Maa-
8.
der, for at faa Billedet trængt ned i Papiret, og det hjalp.

Monteringen
Og så monteringen. Man klæbede Billedet op med Klister og strøg det af som nu, med et rent Stykke Filterpapir underst for at opsuge Klisteret i Randen. Valsningen af Billedet spillede en meget vigtig Rolle. Det foregik paa den Maade, at man mellem 2 Staalvalser, der blev drejet med Haandsving, lagde en uhyre fint poleret Staalplade. Her blev billedet anbragt med Retsiden mod den blanke Plade og valset igennem.
Mange Billeder blev indrammet i datidens ovale Rammer, hvortil man selv skar Glas med sin uopslidelige Diamant. Ja, dette med rammer - det er mærkeligt, som det har skiftet og fulgt Fotografien.

Vi talte i begyndelsen om daguerreotypien. Se, hvad der blev fremstillet af. Rammer som smaa nydelige Etuis til at lukke op og have staaende aabne. Flere var med Guldkarton med smukke, fine Ornamenter, fuldstændig indrettet og afstemt efter Billedet, nedlagt i fint Silkefløjl i en lille Træramme, beklædt med Ruskind, der igen havde Guldforsiringer. Nydeligt var det, noget saa smukt et Arbejde, som man sjældent ser det nu tildags. Det er som om, at fordi Daguerreotypierne var dyre, skulde ogsaa Indramningen være det, men vistnok ogsaa fordi denne indeholdt et Portræt af den, man satte mest Pris paa, og det er jo Tanken i hele Portrætfotograferingen. Og læg mærke til, hvis De ser disse gamle Rammer, hvor forskellige og omhyggelige de alle er, med og uden Ornamenter.
Efterhaanden som Billederne blev mere almindelige, blev Rammerne det ogsaa, især i Glasperioden, men læg saa endvidere mærke til, at med Papirbillederne, Visitkort som de kaldtes, opstaar Aibummene, først ganske enkelte, men gode med Plads til 40-50 billeder, til de endte som rene Uhyrligheder med Jernbeslag. Dog må vi være glade for dem, idet saa mange Billeder derved er blevet bevaret til Efterverdenen, og man deri finder sine Olde-
9.
og Tipoldeforældre, samtig med at de gavner Fotografien, idet de vækker Lyst til at samle Familiebilleder. Den Dag er sikkert heller ikke fjern, da Folk igen faar Lyst til et hænge Billeder af deres Nærmeste op i Stuen, og ikke som nu sidde og glo paa en hvid Væg med ligegyldige Lithografier og deslige.

Samtidig med papirbilledernes fremkomst i lidt større Format kom ogsaa de rigtige Rammer, og der har vi først og fremmest de danske ovale Rammer fta Hendriksen paa Christianshavn. Dette var Rammer, som ikke fandtes finere i hele Verden, hverken i Form, Profil, Polering, eller i den vidunderlige guldbrændte Messingramme, der havde den Egenskab, foruden at holde Rammen, ogsaa brugtes til at fastholde Billedet, som sad indenfor det fine, buede Glas. Kig paa dem og fryd Dem, de er nemlig lige saa fine den dag i dag. Ingen Buler i Messingen, og ikke een har Revner, som alle de udenlandske Efterligninger har. Man vil endnu i mange Hjem finde disse smukke Billeder og Rammer fuldt bevarede.

Saa kom der den mode Med de udskaarne Schweitzerrammer med Dyr,  Gemser og Pipfugle, og tænk, en Masse der blev solgt af dem. Det kan nok være, vore Billedskærere fik travlt, og Faget voksede kolossalt.

Efter disse, kom der pludselig en halvrund fingertyk Liste i Mahogni eller italiensk Nøddetræ med indsatte runde Hjørner, en underlig Mode. Alle Billeder blev indrammet i Karton, ogsaa ofte med Metalkant nærmest Billedet.

Ateliererne
Selve Atelierne var ikke undergaaet nogen videre Forandring. Det mest mærkbare var Baggrundene, der efterhaanden blev hele Kulisser - flade og plastiske - af Kongeborge eller Kejserslotte ud- og indvendigt. Store og fine Møbler med Brokade og Guld. Almindelige danske Møbler fandtes næsten ikke, ja en enkelt, tarvelig Kurvemagerstol kunne man stundom finde, men ellers sad Kejseren af Rom ikke i finere Stole. Havde en Foto-
10.
graf en saadan Kongestol, skulle Alle fotograferes i den. Var først en gammeldags Bondeknold fotograferet saaledes, kunne man efterhaanden finde Billeder med netop den Stol paa de forskellige Bondegaarde, ja i hele Sognet. Desuden var der udskaarne Borde, klassiske Bøger, men det mest morsomme var de tysk-italienske sammenkonstruerede Møbler, der paa een gang forestillede Skrivebord paa Forsiden, mens Bagsiden var Klaver, Bogskab eller Kamin med Ildrager og det hele.
Imiterede "ægte" Tæpper af Voksdug, Skamler, Puder, Palmer og ægte Klippestykker, alt dette maatte disse gammeldags Kameraer med deres 2-3 enkelte Kassetter sluge ved Hjælp af. de gængse, forresten udmærkede Objektiver af tyske Voigtlænder og engelske Dallmeyer i 1/1, ½ og 1/4 Størrelse. Sådan benævntes de - der kendtes saa at sige ikke andre til Atelierbrug, men til udefotografering var . De var temmelig lysstærke, men tegnede ikke videre skarpt i Yderkanten, hvorfor de var forsynet med løs Blænder, der meget stærkt benyttedes, og man vil i mange ældre Ateliers endnu finde Examplarer deraf til Minde om en svunden Tid.

Omtrent på dette stadium €tr, da jeg trådte aktivt ind deraf til minde stod fotografii den.
Click here to edit.
1.
​Som Retoucheur havde de Sinding ....
2. 
​i Gulvet eller paa Bordet 
3. 
​op, en fuld Sømand smidt ud paa Gaden, men den tykke Politibetjent Fauerskov slog blot formanende ud med Armene og saa var alt Idyl igen.

København havde paa det Tidspunkt kun 225.000 Indbyggere - nærmest en stor Provinsby - men var dog begyndt at faa Storstadsnykker, vilde have Udstilling - en stort Nordisk. Jeg satte Næsen vældigt op efter den, her var Chancen til at tjene Penge.
Min Gage var jo nok efter Datiden stor - 125 Kr. og 5% af Omsætningen - men man kunde ikke blive staaende og eget Atelier var Formaalet. 
Mon Budtz Müller vilde have den? Jeg mente nu jeg var Manden, der netop passede til det Job, havde gennemgaaet alt indenfor Faget, som der var Brug for: Fotografering af Grupper ude og inde, af Malerier, In- og Exteriører o.s.v. og endelig var jeg en dygtig Retoucheur og en ung rask mand, der kunde flytte Benene. 

Nyrop byggede, Komiteen dannedes - der blev Røre i Andedammen - og en skønne Dag fik Firmaet Skrivelse fra Komiteen om at give Tilbud paa at overtage Eneretten for hele den fotografiske Afdeling og Salg af Fotografiapparater. ​I Betingelserne stod, at man selv skulde bygge Atelieret.
4.
Jeg gjorde Overslag, jeg gjorde Beregninger, tegnede Indretningen af Atelieret, regnede ud efter Komiteens Plan, hvor mange Montrer der vel kunde være at Fotografere. Dagen før der skulde gøres Tilbud, kom Th. Budtz-Müller og meddelte mig, at han ikke vilde byde, da han ikke turde løbe den Risiko.
Der stod jeg, stiv som en Pind. Hjertet stod stille. - 
Men siger jeg - har De saa noget imod at jeg byder? De? ja jeg, jeg mener jeg er i besiddelse af de Egenskaber et saadant Foretagende fordrer.
Nej, nej, ikke paa nogen Maade, De skal faa min Anbefaling.

Aldrig saa snart var han ude af Døren, før jeg i fuld Spring var nede af Trappen og ud paa Gaden - der stod jeg - hvor skulde jeg begynde? -
Penge skulde der jo skaffes, ejede ikke en Øre - forsøgte flere Steder uden positivt Resultat - men gode Raad. Forhørte hvad et saadant Atelier kunde koste at bygge, ind paa Udstillingskomiteens Kontor, præsenterede mig, forhørte om jeg, der ikke selv var etableret - maatte byde, der var nemlig kun sendt Indbydelse ud til 5 af de mest kendte fotografer - fik Anvisning paa Etatsraad Philip Schou - ud paa Porcelænsfabrikken - han var syg - tog ikke imod, skaffede mig nogle Anbefalinger blandt andre fra maleren Jerndorff og Etatsraad Hansen
5.
Dødtræt - hjem om Aftenen - der sad min Kone og min Broder Bøgelund-Jensen - senere Raadhuspladsen.
Vi gik Dagens Oplevelser igennem og min Broder siger saa, Du skal byde alligevel, enten du har Penge eller ej, kommer Tid kommer Raad. - 
Vi regnede ud paa Basis af alle de Beregninger jeg tidligere havde gjort, blev enig alle 3 om at 3,500 rent ud skulde det kunne bære foruden Huset 4.500 ikke noget med procenter eller deslige - det lød flottere og mere forretningsmæssigt - og saa i Seng og sov som en Stud.
Næste Morgen tidlig op hen at tale med en Tømrer om Huset og saa ovenpaa en af de røde Busser, ud til Porcelænsfabrikken igen. Direktøren var stadig syg, men, sagde han til Tjeneren "jeg synes den unge Mand gaar saa ivrigt paa, saa land ham komme ind." 
Etatsraaden, en høj, flot distingveret Mand, var meget forkølet, men oppe, saa paa mig med sine skarpe Øjne gennem Guldlorgnetterne. jeg fremførte mit Ærinde, han paahørte. Ja sagde han saa, "det kan der vist ikke være noget i Vejen for, naar De mener at kunne magte Opgaven, indgiv De deres Tilbud sammen med de andre. 

Jeg ud af Døren, straalende glad, skaffede mig endnu et Par Anbefalinger og da jeg ingen Forstand havde paa Sagfører (det fik jeg først senere) maatte min Broder og jeg selv
6.
skrive hele Tilbuddet og der var mange Ting at besvare saa først i sidste Øjeblik blev det indleveret.
Tiden gik i Spænding. Men en skønne Dag fik jeg Brev ind af Døren med Tegning over, hvor Atelieret ville blive placeret - det havde de ikke gjort i første Henvendelse og jeg havde bemærket dette med eventuelt Tilbud om at byde mere. 
De bad om paa dette Grundlag - at byde igen og jeg, der fandt beliggenheden god bød 500 Kr mere. Nogle Dage senere fik jeg en stor gul Kuvert med Meddelelse om, at Eneretten var overdraget mig.
De kan vel tænke Dem i min Situation? Det viste sig senere, at de andre Tilbud alle var beregnet med Procenter. 

Men nu begyndte Arbejdet! Tilbud strømmede ind fra alle mulige Kanter paa Annoncering, Assurance, Møbler, Kataloger osv. Fotograf Hohlenberg vilde sælge sin Tegning til Atelieret, han havde indsendt, men den var ikke efter min Smag. Apparater skulde skaffes - jeg ejede intet - alt skulde skaffes fra bar Bund og Penge - disse ulyksalige Penge!  Hele min Driftskapital, da jeg afregnede med Budtz Müller var 187 Kr. 50 Øre.
​Og Tegning til Atelieret - jeg henvendte mig til Arkitekt Nyrop og sagde, jeg ønskede det i pompeiansk Stil - jeg syntes det vilde passe med det flade Tag, saa Glastaget skjultes under Gesimsen og en Slags Butik i Pergolaen
7.
Han overgav Arbejdet til Arkitekt Clausen der byggede denne smukke, lille Hytte, som jeg altid har været meget glad for - næsten stolt.
Den indeholdt Atelier - 5 Alen bredt 11 Alen langt, en Gang Aaaparatet kunde trækkes tilbage i og som samtidig var Indgang fra Butikken, som var 6x6 og et Mørkekammer, der var 3x5 - altsaa ikke nogen stor Bygning, men praktisk. Venteværelset tildels i det Frie i Krogen undenfor og saa møbleret med pompeianske Møbler helt gennemført efter Tegning af Arkitekten, og da det blev færdigt, blev det dekoreret ud- og indvendig af Teatermaler Carl Lund. 
Det det kneb mest med var, at faa Tilladelse til at have Lampe i Mørkekammeret - elektrisk Lys existerede j oikke endnu, men ved en flink Brandinspektørs Hjælp og en speciel konstrueret Lampe klarede vi det omsider. 
Men Kameraerne skulde ogsaa bestilles - og jeg kunde ikke løbe rundt paa Udstillingen med de dengan gexisterende gamle kameraer med deres 1 3/4 Alen lange Udtræksbrædt - 
Udstillingen strakte sig fra Vartorv over Tivoli omtrent til Teitgens Bro, hvor Meierierne var anbragt og fra Vesterbrogade til Kalvebodstrand, hvor de store Landbrugs- og Dyrskuer foregik. 

Vi maatte derfor finde paa noget Nyt! Og saa var det Abrahamsen hos Budtz Müller som skulde levere Udstyret - og jeg - fik konstrueret et saa praktisk Kamera, at det nu over 50 Aar efter endnu bruges i de fleste Rejsekameraer.
8.
Det blev lavet paa den Maade, at vi tog et gammelt Kamera, beregnede og maalte hvor lidt Plads en Bælg maatte indtage og savede Resten væk; derved vandtes 3-4 Tommer. Saa savedes Bundbrædtet over, saa det ved Hængsler kunde slaas op over Viserskiven og den Del af Bundbrædtet, der nu stak ovenfor Kameraet, blev savet af. Vi havde nu Kuffertfacon til at gaa med i en Hank - men det mest geniale var vel nok, at vi i Stedet for som tidligere - naar en Plade skulde tages paa Højden, maatte lægge Kameraet om paa Siden, fandt paa at gennemsave Bagstykket, saa vi herefter kun behøvede at vende Bagrammen, hvor Viserskive og Kasset føres ind, paa Højden eller Bredden. 

Abrahamsen bestilte Kameraer i en Fabrik i Belgien. De viste sig at være udmærkede. Vi fik 5 Kameraer med dobbelte Kassetter helt op til ½ Ark med fine Jalousilukker - det sidste har jeg skænket til fotografisk Museum, hvor det smukke, præcise Arbejde kan beundres. 
Jeg har skrevet dette saa omstændeligt for at man skal vide, at det er et dansk Kameras Konstruktion hele Verden i 50 Aar har arbejdet med og jeg fik det først at vide, da jeg for 15-20 Aar siden vilde have et nyt Kamera hos Hauck & Poulsen og blev 

​
9.
præsenteret for mit eget og ikke vidste, at det var en Revolution. - Og saa kom det vanskelige Spørgsmaal - Øjebliksfotografering - hvordan tage Folk i bevægelse? 
Hidtil var jo al Fotografering foregaaet med Laag for Objektivet. Der var nok talt og skrevet saa meget om Øjeblikslukker, men ingen var jo kommet frem med noget Nyt.

Jeg ved ikke rigtig om det var en Amatørmedhjælper ved Navn Ferslev, som undfangede Ideen eller han havde hørt Tale om det fra Andre, men i hvert Tilfælde fik han vor Snedker til at lave et Brædt med et Hul i, som blev sat paa Objektivet; dette havde en Fals paa hver Side, hvori gled et andet Brædt, ogsaa med et Hul paa Midten. Naar derfor Brædtet var helt oppe, var der lukket for Objektivet, lod vi det falde, passerede Hullet Objektivet og naar det var gledet ned igen, var det nu lukket, Pladen var exponeret - saare enkelt.
Der blev anbragt en Fjeder, som Greb ind i et Hak, en Barnesut med en Boldt blev anbragt derimellem; et Tryk paa Bolden, Luften udvidede sig, trak Fjederen ud af Hakket - Bum! 
Skulde det gaa hurtigere, tog vi et Strømpebaand af den Slags Pigebørn dengang ...
10.
​brugte - og fastgjorde forneden og foroven med en Tegnestift, Farten reguleredes ved Spænding.

Det er den mest praktiske og overhovedet den, der er mindst Vrøvl med af alle de mange Lukkere der i Aarenes Løb er kommet frem, og saa havde den yderligere den Fordel tilfælles med Schleklukkeren, at den belyste Pladen ensartet. Existerede en saadan endnu, vilde jeg ofre en Cliche paa den. (Iøvrigt vilde det blive for bekosteligt at ofre alle de Clicheer en saadan lille Bog kunde gøre Krav paa).

Imidlertid var der kommen Udkast til Kontrakt fra Komiteeen, der var heldigvis saa mange Ting jeg ikke kunde gaa ind paa og som skulde rettes, saa der skulde ikke bruges Penge straks og i Mellemtiden kom der virkelig en behjertet Dame og tilbød mig et Laan paa 1000 Kr. og kort efter tilbød førnævnte Torkild Møller mig en lignende Sum - nu havde jeg to -; for at faa flere averterede vi efter en Kompagnon, han skulde være Bogholder - et saa stort Foretagende maatte have en Bogholder - og han skulde indskyde 5000 Kr og erholde Gage + Procenter. 
Vi fik baade Bogholder og Penge, dog kun 4000, men nu kørte den, og da jeg Nytaarsaften 1887 sagde farvel til Budtz Müller med Tak for al Hjælp, var den i fuld Sving og jeg færdig til at tage fat.

​Jeg laante et Kamera, tog Billeder af det København, som ikke havde Træer, de vigtigste Statuer i Thorvaldsens Museum, enkelte Malerier, som havde Salgsværdi og mødte paa
11.
Udstillingen tog foreløbig enkelte Ting for Komite, Arkitekt o.a., samt Arbejdsgrupper.
​
Det var en meget streng Vinter med megen Sne, men alle de Forhaabninger, Folk havde til Udstillingen ligesom varmede dem og satte Humør i det Hele. Der var straks Forretning.

Men jeg maatte jo have et Sted at kopiere og lave Billederne; jeg lejede da et Lokjale hos den berømte Yourk i en ufuldendt Bygning paa Hjørnet af Frederiksberggade og Kattesundet, men da det ikke blev færdig i rette Tid gav han mig foreløbig Husly i det Atelier, Komode-Dahl [Frederik Dahl]lige havde forladt, Vimmelskaftet 47. Her blev alle Billederne lavet, 5 store Kopiereborde opstillet, 100 Kopierrammer, hvoraf 5 til 1/1 Ark, 10 ½ Ark, Resten 36x28 og 18x24. Her blev Personalet engageret, vi begyndte med 5 Kopierer, 3 Retoucheurer, 3 Fotografer til Udstillingen, 2 Voxne Bude, som hjalp med at flytte Apparater, 2 sprogkyndige Damer til Atelier og Butik. Her foreslog min Bror - Bøgelund Jensen, som i det hele taget var til utrolig Hjælp, at denne Dame med de mange Sprog skulde have den umaadelige Gage af 100 Kr. Men til gengæld skulde hendes Fader kautionere for min Husleje overfor Yorck, som havde været saa menenskekærlig absolut at stille dette Forlangende om Kaution. Han gik virkelig ind derpaa, dog kun for et halvt Aar, og jeg vil tilføje, at det var ikke mig der fandt paa det, og at han 
​
12.
​ikke heller kom til at fortryde det. -

Udstillingen aabnede sine Porte d. 18. Maj 1888 i straalende Solskin. Vi var paa Pladsen hver paa sit anviste sted. Den Dag stod ogsaa mit fotografiske Atelier færdigt med den lille Amor bag Apparatet, som siden har været mit Firmamærke, han var modelleret af Billedhuggeren [SJJ kunne ikke huske det].

Mit Personale talte 20 foruden mig selv og omtalte Dame og det kan nok være der blev fotograferet, fremkaldt og kopieret og Dagen efter sendt til alle Boglader og til udenlandske Blade. Og nu gik det løs fra 4 Morgen og somme Tider til 12 Aften (min Kone sagde hun saa ikke andet af mig end et Par svedige Sokker) jeg fotograferede Montrer, Grupper, Portrætter, Konger, Kejsere, Komiteen, Fællesrejsende fra alle Provinser, Heste, Køer, Mejerister: - med Damerne til Bøllemosen og Frederiksborg med 1/1 Ark. Kommerce snart her, snart der. Tænk at tage ud med saadant et Kamera med 2 Jalousi Kassetter.  
13.
der hver indeholdt 2 Plader 45x58 - det var en Vægt - og saa Stativet! Jeg kunde selvfølgelig ikke tage til Fredensborg med mit 5 Alen høje Stativ - det var alene forbeholdt Udstillingen - men der skulde alligevel en kraftig Ryg til at bære det. - Og saa kom Kejser Vilhelm paa Besøg paa Udstillingen. Det gav vel ogsaa Arbejde og Anspændelse. Det gibber endnu i Kroppen paa mig, naar jeg tænker paa, at vi maatte vandre op over Udstillingens Tag og ud paa Kuplen, hvor der var slaaet en 3/4 Alen lang Lægt uden paa en af Bjælkerne, hvorpaa vi entrede med kamera paa Ryggen og naar saa en af disseLægter ikke sad rigtigt fast - naar jeg tænker paa det, løber det mig endnu koldt ned ad Ryggen, men op kom vi og fotograferet blev der og et storslaaet Udsyn var der over hele Udstillingen, Tivoli og langt ud over Kalvebodstrand, som den saa ud dengang - og ned igen kom vi ogsaa. Nu regner man jo ikke det for noget, da man har Flyvefotografier, men dengang! 
14.
Men - det vilde fylde en hel Bog at uddybe dette nærmere.
Men da den sidste Plade var taget paa Udstillingerne, syntes jeg alligevel, jeg havde gjort et godt fotografisk Arbejde, hvad ogsaa blev anerkendt - omend jeg ikke havde tjent store Penge. Trods alt var jeg inderlig glad for Resultatet. -

Jeg har maaske skrevet dette lidt for udførligt, men jeg har gjort det, fordi jeg tænker der kommer nok en Udstilling her igen, og da kan maaske en og anden have nytte af at kende alle de Begynder Vanskeligheder og at det er nødvendigt at kunde sine Ting og have sine Apparater i Orden.
Under hele denne Tid er det vel forstaaeligt, at man ikke har haft Tid eller Tanker for andet end sit eget Arbejde. 
Men nu trængte man til at hvile ud - rigtig sove - men om Forladelse! Atelieret paa Udstillingen skulde rives ned - blev solgt til en Fotograf Hansen for 200 Kr. hvoraf jeg kun fik det halve og min lille Amor maatte endda gaa med i Købet.

Jeg flyttede ind i Frederiksberggade 21 og den 13. November 1888 aabnede jeg. 
15.
52.
​