Hude i Vester Grave i Randers

Hvilket miljø! ”Vester Grave, Randers”.
Hvilket miljø! ”Vester Grave, Randers” står der bag på billedet. I denne gade fredede man tre ejendomme i 1919: nr. 42, 44 og nr. 48 som er huset nærmest til venstre fra 1649. Buchwalds hus kalder man det
nu, efter en antikvitetshandler, som ejede huset fra 1950erne til 2003. Da Hude foreviget miljøet – omkring 1900? - var der beværtning i nr. 48: "M. Nielsen Kolding Beværtning" står der på et skilt foran to gamle støbejernsvinduer. Og længere oppe på facaden: "Chr. Larsen. Lager og Udsalg af Herre, Dame og Børneskotøj". Det er et flot billede, knivskarpt og alligevel med mange bløde mellemtoner. |
Såvel Vestergrave 48 som de øvrige bindingsværkshuse i gaden har
stiltræk fra renæssancen, specielt med de fremspringende facader i overetagerne. Havde Hude fotograferet et facadebillede af nr. 48, ville man kunne se, at der på porthammeren står 1649, og at der er en tofløjet, barok indgangsdør, hvis man går op af den nærmeste trappe til venstre. Men huset er der endnu, så kig efter næste gang du går gennem gaden! Man aner lige netop et enetages, hvidkalket bindingsværkshus bagerst i gaden. Det er Rosengården, Vestergrave 42, som blev opført i 1741 af købmand Søren Andersen Mammen i gadens østre ende og også fredet i 1919. Som Vestergrave må mange af vore større gamle købstæder have set ud en gang! Ærgerligt at mere ikke blev bevaret og at man ikke i stedet byggede det nødvendige nye udenfor de gamle bykerner. |