Sigvart Werner, København, amatørfotograf, 1872-1959

NAVN: Sigvart Wilhelm Theodor Werner
DATA: Født i København 13.6.1872, død 2.9.1959
AKTIV: ca. 1905-efter 1920 (?)
ADRESSER:
UDDANNELSE: Grosserer, amatørfotograf
PORTRÆTFOTOS: j
GRUPPEFOTOS: 
REPORTAGEFOTOS:
TOPOGRAFISKE FOTOS: ja, mange
STEREOFOTOS: ?
POSTKORT: ?
UDSTILLINGER: ?
FAGLIG FORENING: ?
FORGÆNGER:
EFTERFØLGER: ?
ARKIV: Kongelige Bibliotek har negativer mv.
KOMMENTARER:
KILDER: Ochsner 1986. Fotografier og artikler i Amatør-Fotografen 1912 ff. Kraks Blå Bog. Objektiv #26, s. 7-13.
Bogværk i 15 bind, Danske Landsdele, udgivet 1927-1940.
Sarah Giersing: NATURSYN Sigvart Werners arkiv mellem landskabsfotografi og aktivisme. FUND OG FORSKNING I DET KONGELIGE BIBLIOTEKS SAMLINGER Bind 58 2019. Kilde HER:
Sigvart Werner, Guldsmed Einar Dragsted i sit værksted. Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv.
Foto Sigvart Werner, Taarbæk, hvor familien havde landsted. Kilde Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv.

Sigvart Werners datter, Else, fortæller om sin far 1982. (Objektiv #26)

(Foto) Sigvart Werner fotograferet i sit hjem, med det til dels hjemmebyggede kamera. Objektiv #26.
Objektiv #26 s. 7-13. Sigvart Werner
DANMARKS STØRSTE NATURFOTOGRAF, AF ELSE HOLST OG F. BERENDT

Sigvart Werner blev født i 1B72, som søn af isenkræmmer T.M. Werner, hvis firma han var medindehaver af fra 1903 til 1931. Som 17årig, da tørpladerne kom frem, blev han en af datidens pionerer. Gennem sin klassiske dannelse og studiet af de gamle mestre skabte han i tiden fremover fotografiske billeder af en sjælden skønhed. Hans dyrehavebilleder er næppe set magen. Det er med stor respekt et, er med stor respekt man erfarer, at han gennem en hel menneskealder til fods, på cykel eller pr. bil systematisk har gennemstrejfet landet, for at skildre dets skønhed. Der findes utallige digtere, som har kunnet skildre Danmarks natur i ord, men kun Sigvart Werner har endnu formået, at fastholde sjælen i den danske natur. Den store danske forfatter Jacob Paludan skriver i et essay:

”Ofte har jeg været stillet overfor fotografiske gengivelser af landskabelige motiver, der har berørt mig på en egen stærk måde. Jeg spurgte ikke mig selv om grunden, men nu er der blevet en foranledning til at gøre det. Det drejer sig gerne om motiver fra den bladløse årstid, vinter, tidligt forår.
I naturfredningsårbogen har jeg navnlig truffet dem i en mængde, ofte var en eller anden bygning optagelsens egentlige foranledning, men i så fald var det omgivelserne, park eller skov, der tændte gnisten. Det kunne også være en tilfældig telefonpæl med sne på, sem slet ikke var tiltænkt nogen hædersplads, eller det kunne være en havstribe, sortgrå bag hældende, snelyst terræn. Ja , det kunne være skæmmende og skandaløs bebyggelse,, der var foreviget for at vække afsky , og det gjorde den også på sin måde, med virkning på et andet hjernecenter. Men kontrasten mellem snepudret jordisk gods og himlen, som den var i det øjeblik, udløste alligeveT en fornemmelse, ganske som den fine struktur af nøgne kviste på de andre billeder gjorde, en masse erindringer og genkendlser.
Danmark, tænkte man."

De tusinder af billeder, han nåede at skabe i en periode, hvor det danske landskab endnu var uspoleret, fri for højspændingsmaster og lignende, er bevaret i dag som et monument over denne store billedskaber. Digteren skriver videre:

På sin vis må den fotograf, der vil levere virkningskraftige landskabsbilleder, skole sig selv, som maleren må det.
Jeg kan af erfaring tale med om de første centimeter af denne lange skolevej. Det dejligste stykke natur, min broder og jeg vidste som barn, var "Udsigten fra Hejrebakkerne over Søndersø". Vi forsømte ikke at se den i nogen af vore ferier hos onklen i Hjortespring, og da vi havde fået et 9x12 klap-kamera med fast linse, var denne udsigt noget af det første, vi vilde indfange. Man kan nok tænke sig, hvordan den blev - ussel og uden åndedrag, søen af bredde som en fingernegl, faldet ned mod den dybere ende fra et stolesæde til gulvet. Det har sine love at fotografere, manden bag linsen må møjsommeligt lære, hvilke motiver der er indenfor evne, som de folk, hvis billeder bringe med denne artikel, har lært den. 

Sigvart Werners store arbejde i Dansk Naturfredningsforening, hvor han blev æresmedlem i 1937, gjorde, at hans billeder blev publiceret, dels i foreningens månedshæfter og årbøger, men først og fremmest i det store værk "Danske Lanclsdele", som blev udgivet i perioden 1927 -1940.
Dette billedværk blev samlet i "Danmark", bind 1-2, som udkom indbundet i 1944. Værket kan købes antikvarisk.

Disse værkers betagende skønhed må bevæge enhver, som har evnen til at opleve et billede og modtage dets budskab. Desværre er reproduktionen af disse billeder ikke den bedste, bl. a. på grund af økonomi og trykningen i krigsårene.

Derfor har Dansk Fotohistorisk Selskab set det som sin opgave, at prøve på at arrangere en bred og alsidig udstilling bl.a. ved at lave nye fotografiske aftryk efter de gamle glasplader.

De mange glasplader og negativer befinder sig på Nationalmuseet, og her ser man positivt på et arrangement, i bedste fald engang i 1984.
Sigvart Werners datter, fru Else Holst, har været så venlig at give Objektiv nogle erindringsskitser om faderen samt familiens liv og levnes i de "gode gamle dage".

Dette siger vi hende tak for.

"min far"
Han fødtes i familieejendommen Kultorvet 4, som københavner med stort "K". I 1902 ved faderens død overtog han forretnigen på samme adresse: T.N. Werner, isenkram, detail og engros.
Til konfirmationen var een af gaverne, som jeg har set omtalt som en photographimaskine. Det blev fars skæbne, han var kunstnersjæl og slet ikke forretningsmand - det kedede ham.

I 1866 byggede faderen et sommerhus på en grund mellem Øresund og Erimitageslottet, Kystbanen kom først senere. Det vil i grunden sige, at Dyrehaven så at siger blev en del af den smukke ejendom, der var norsk præget. Her boltrede de fire drenge: T.N. Werners sønner sig, og her kendte han (Sigvart) alle stierne i alle belysninger. Her voksede hans kærlighed til skoven op. Han kendte skytten, "Eriksen" fra Hjortekær og de mange dyrehavemalere. De bad ham om at tale deres sag.

Han spiste om vinteren i Peter Lieps stuer - når han var på jagt med sit kamera. Han kunne komme ind her, udbrydende "åh nej, hvor har jeg fået appetit derude i skoven", hvorpå et kor af malere udbrød "Ja det er noget de er glad for, men vi andre ville jo helere nøjes med en mindre appetit".
Altså gennem de mange år kom far ganske naturligt til at være med fra begyndelsen af "Naturfredningen".

Mødet med Erik Struckmann blev et vendepunkt i fars liv. Her mødte far et menneske, så lig ham i natur - glødende af begejstring for alt det smukke i dansk natur - dirrende af harme over, hvordan meget blev ødelagt af, skal vi sige uvidende mennesker som misbrugte vort land. Far havde en æske med glasplader som han og Struckmann  kaldte "rædsler", det stod udenpå - jeg husker endnu forargelsen hos dem alle, over iskageboderne, der skjulte Jellingehøjene og mange lignende ting.

Skilte på markerne overalt: Jeg husker vejen mod Gedser, mig selv siddende længe, gentage, melasse- forder -korn og klid etc. etc.
Der skulle ryddes for alt det og far og Struckmann trådte til. Efterhånden blev et con-amore arbejde mere og mere omfattende. Fagkundskaber blev kaldt til. Karen Blixens søsters skønne hus - på hjørnet af Sølvgade og Rigensgade blev i mange år frokostmødested. Her kom man med sin egen frokost - far sørgede for snapsen. Og disse timer var ikke kedelige - nej! Hvor alle de kloge mennesker morede sig, da var "Sigvart Hansen" og "Struckpetersen" i deres es.
Vi ved alle, ved at slå op i de rette bøger og årsskrifter, hvad det hele udviklede sig til, en meget stor kyndig forening og begejstring og forståelse for vores smukke land.
Jeg synes - jeg må nævne Stauning, som straks forstod, hvad der var opbygget, her - og straks gav sin fulde støtte. At far blev en af naturfredningens første æresmedlemmer fulgt helt naturligt med.

Nu må jeg til et helt andet kapitel.
Så tilbage i tiden til Lumiere farveglasplader, og endnu længere. I 1903 kommer jeg ind i billedet, vi var to børn - en dreng Sven og en pige Else - jeg var så lille, at jeg aldrig satte mig imod alle "prøvelserne" som konstant model.
Sommerhalvåret tilbragte vi i Tårbæk nær havnen med vor dejlige båd, bygget hos bådebygger Svendsen, Refshaleøen overfor Langelinjepavillonen. Som 5-6 årig døbte jeg båden INO (Odysseen).
Igennem årehne havde far bygget et spejlreflekskamera, som fulgte ham hele livet. Han veg ikke fra det. Far var med til at danne mappeklubben, hvis store mappe til min fryd, cirkulerede regelmæssigt mellem københavnske venner. Truelsen - Waagø - Drucken, måske flere. Her kritiserede man hinandens billeder og gav gode råd.

Navnene Wilse, Norge og den herlige kunstner Goodwin fra Stockholm husker jeg tydeligt. Fælles udstillinger var der også - jeg mindes fars mindre heldige medvirken ved ophængningen - han trådte bagud og lå Wilses ret store transparent. Det splintredes, men håbede at have reddet situationen ved at købe det.
Omkring 1907 dukkede farvebillederne op - og det var eventyrligt. Skønne, skønne farver. Jeg husker endnu fars indignation. "Og så siger man, at guld kan man ikke gengive. Se rammerne - det franske bronceur". Billedet fra vores smukke lejlighed på Kultorvet glæder mig endnu.
Fra vort "Landsted", sådan hed det jo dengang, har jeg også glasplader fra 1907-1908. Den ganske unge Ole Haslund som mor kendte godt, havde dekoreret væggene efter Slot-Møllers Vindruestel - fået møbler lavet i bedste, engelske "studio" stil, bøgerne stod i reolen, de var meget morsomme. Bindesbølls bedste fad hvid sort hang på væggen. Mor og veninder blev udstyret med italienske sjaler - stærke farver overalt. Blomster, gladiolus, solsikker vrimlede.

Far udstillede ude i verden og fik også medaljer. Korrespondance med en miss Warburg og jeg husker en mrs. Cadbury. Grunden hertil var, at far privat havde udgivet en bog i 1916 "Else", en fætter skrev små uprætentiøse vers. Dette rygtedes. Flere fotograferende personer blandt andre disse englændere og jeg husker også Hirschsprung ville gerne eje bogen. Han spurgte far om han kunne købe den. "Næh" sagde far, men jeg vil da gerne sende dem et eksemplar. "Jamen" blev der svaret, så send mig to, så vil jeg gerne lade den ene indbinde til Dem. Og så kom tilbage et af Anker Kysters smukkeste bind, rigt forgyldt - brunt skind med Bindesbølls kransepapir, som jeg lige har set på hans udstilling (1982).
Tre-fire meget store lædermapper og fars meget store, sjældne dyrehavebog på japanpapir har jeg også som bevis på disse to store kunstneres formåen.

Ja så må jeg vist også fortælle, hvordan Else-bogen gradvist opstod. Barndommens "seancer", hvor vi alle med ængstelse så far begejstret søndag morgen rulle sit kæmpelærred ud over havehuset, så nænnede man ikke at vise, at man godt kunne tænke sig at lege med veninderne på de store sten ved vandet, men næh nu forsvandt far ind under det sorte klæde og så forekommer det mig, at jeg hørte sådan noget som to og tyve, tre og tyve etc. Altså hvor længe jeg skulle være stille. Ja, dette er barndomsminder - som børn nu til dags havde nægtet at tage del i.
Når far ville noget - så gjorde han det - alt veg for begejstring, sine motiver var han altid rede til at cykle eller køre ud til, når han kunne regne ud, at belysningen var den rette. Ude om i landet lejede han stedets ældste automobil - den var nemlig altid den højeste - den hvorfra han så bedst. Hans forbrug af halstørklæder var enormt, de hænger overalt i Danmark, husk på far blev jo varmbegejstret - alt glemtes for det ene - stemningen på stedet. Hjortekærsbilledet, hvor svaneungerne ved daggry vrimler ud fra moderen er bevis på, at alle tidspunkter var han rede og vidste hvad han ville lave.
Bromolietiden. Ja, den var fascinerende at iagttage, hvordan far ved hjælp af de dyreste mårhårspensler duppede billederne frem.
Til sidst vil jeg fortælle om de anerkendende ord fra kunstnere, som jeg stadig har i scrapbøgerne. De glædede ham enormt. At det nu var kommet til at de anerkendte far og en af dem i en forsamling af ligestillede turde stå op og sige "Jamen kirker er der ingen, der kan gengive som Sigvart Werner", der  altid signerede sig S.W.
Sine flere tusinde negativer gav han til Nørlund på Nationalmuseet. Han var en lykkelig mand. Som et kuriosum: Hans mormor, født Grundtvig, stammede direkte fra Grundtvigs far.
December 1982. Else Holst. Artiklen er bearbejdet af Fl. Berendt. Hvor Else Holsts originale manus befinder sig ved jeg ikke (2023).
Sigvart Werner. Dueodde  og Christiansø. Bogen tilhører Fr. Clarkfeldt.