Sydsjælland
Foto af Dybsø set fra Svinø, Sydsjælland. ES.
Det er meget smukke landskabsbilleder, disse to fotografier fra o. 1900, 13x18 kontaktkopier af glasplader, som vist nok er fra Næstvedkanten. (Er blevet bestemt til omkring Dybsø, Svinø syd for Enø). Men det som skulle fotograferes er uden tvivl de to observationsposter (eller hvad det er) som nogle "herrer" er rejst ud for at kigge på. Gad vide om man kan finde ud af det? (Fotografen ukendt).
Man kan hurtigt få en stak fine billeder, som det desværre ikke er til at skaffe sig oplysninger om. Specielt der, hvor heller ikke fotografernes navne er bevaret. Men så får de fortælle deres egen historie, som her af en gårdmandsfamilie (?), vist fra Næstedegnen, med flere generationer og tjenestefolk. Og gårdhunden selvfølgelig. Foran verandaen til det grundmurede stuehus med stråtag og tegl i udhænget, trillebøre i forskellige størrelser og en drillepind, der vifter med et neg. Og bemærk det stjerneformede blomsterbed, det var måske en god ide? Børnenes tøj og stråhatte, den ældre kvindes lille sorte pyntehat og kjolerne fortæller, at vi er i årene omkring 1900.
Et smukt, kvaderpudset og grundmuret byhus med tegltag og næsten centreret indgang. Blikkenslageren har været på arbejde med de nydelige "drueknæ" ved afløbene på tagrenderne både på dette hus og nabohuset. "C. Petersen" og Brunkuls Briketter Krone (?) kan man tyde over dør og på vindue. Billedet kommer fra Møn, men om det er et byhus der, skal man være stedkendt for at kunne bedømme. Fotografiets kvalitet og børnenes påklædning synes at antyde 1910erne. Første Verdenskrig (Brunkuls Briketter). Fotografen er ukendt.
|