Th. Buchhave, fotograf i Ringsted fra 1881, i Helsingør fra 1889, i København fra 1902

Isabella Julie Maria Brockenhuus von Løwenhjelm's Arbejdsstuer og Sygeplejeskole på Nørrebro.

Frøken Brockenhuus von Løwenhielms Arbejdsstuer og Sygepleieskole. Køkken med Komfur og interiør. Læg mærke til de nysgerrige piger i døren.
Det kongelige Bibliotek

Isabella Julie Maria Brockenhuus von Løwenhjelm, (09.07.1856-16.05.1932) forstanderinde. Ukendt fotograf. KB.

Teksten her er skrevet af Susanne Malchau og publiceret i Dansk Kvindebiografisk Leksikon HER

Isabelle Brockenhuus von Løwenhjelm var ældste datter af en fynsk godsejer. Til trods for tidens normer om, at en adelig frøken ikke beskæftigede sig med praktisk og manuelt arbejde, men tværtimod lod sig opvarte, elskede hun fra sine tidligste barneår praktisk husligt arbejde. Det boglige havde derimod ikke hendes store interesse. Ved faderens død måtte godset afhændes, og familien flyttede til Kbh. IBL, der i kraft af sit miljø var dygtig til fransk, begyndte at give fransktimer, men det var ikke nok til at udfylde hendes liv, og hun tilbød den lokale sognepræst sin hjælp i menighedsplejen. Her fik hun øjnene op for de sørgelige forhold, tidens arbejderbørn voksede op under, overladt som de var til gadens fristelser og tiggeri. Det blev hende magtpåliggende at få disse børn væk fra gaden, og hun tog derfor initiativ til at oprette en arbejdsstue for fattige børn, den tids form for fritidshjem.

I første omgang opsøgte IBL mødrene med et tilbud om at tage vare på børnene uden for skoletiden. Til hendes overraskelse blev tilbudet afvist, fordi familien var afhængig af barnets indtægt. Hun fik først mødrenes accept, da hun stillede dem i udsigt, at børnene fik en mindre indtægt gennem forarbejdning af småting. 1886 åbnede hun to arbejdsstuer for småpiger i en lejet toværelses lejlighed i Elmegade på Nørrebro. Huslejen skaffede hun via donationer fra tidens velhavere. Børnene fik hver lørdag trefjerdedel af lønnen med hjem, mens resten blev sat i Sparekassen. Det opsparede beløb fik barnet udbetalt ved konfirmationen, hvor IBL desuden bekostede en del af konfirmationsudstyret. Arbejdsstuerne var fra starten en stor succes, og allerede i foråret 1888 lejede hun større og bedre lokaler i ejendommen Nørre Allé 11. Den frivillige medarbejderstab voksede, og det blev nødvendigt at danne en bestyrelse. I løbet af de næste år udvidede IBL institutionen til også at omfatte børnehave, søndagsskole og plejehjem for spædbørn og i 1894 et lille sygehus samt en sygeplejeskole.

Frøken Brockenhuus-Løwenhielms Arbejdsstuer. Børnenes spisestue med interiør. KB.

 Det var tidens mangelfulde hospitalsforhold, der fik hende til at foreslå bestyrelsen, at man åbnede et kristent sygehus af høj standard og tilknyttede dette en etårig sygeplejerskeuddannelse for unge kristne kvinder. Hun var dermed blandt de første, der oprettede en formaliseret uddannelse i teoretisk og praktisk sygepleje i Danmark. Hun tog selv et seks måneders kursus i sygepleje på Kommunehospitalet for at danne sig en mening om, hvordan sygepleje bedst læres. Hun ansatte dertil en uddannet sygeplejerske til at hjælpe sig med at lede sygeplejen og forestå elevernes uddannelse. Efterhånden kom IBL i økonomiske vanskeligheder. Hendes egne midler var opbrugt, selv hendes klosterhæving fra Vallø adelige jomfrukloster. Men hun fandt på råd, og det havde grund i, at hendes virksomhed fra starten havde til formål at yde børn og syge den bedste pleje i “Jesu Kristi Kærlighed” og at samle og uddanne unge kvinder, der ønskede at arbejde i barmhjertighedens tjeneste. Hun fik nemlig den idé, at institutionen kunne overleve, såfremt man omdannede den til diakonissehus. I 1899 opsøgte hun pastor ◊Vilhelm Kold fra Indre Mission (IM) og tilbød samarbejde på dette grundlag. Planen lykkedes, og i 1900 blev Diakonissehuset Skt. Lukas Stiftelsen (SLS) grundlagt. Den nydannede bestyrelse købte ejendommen på Nørre Allé og byggede den om, så der blev plads til et stort hospital. Skt. Lukas var den anden diakonissestiftelse i Danmark, den første blev oprettet i 1863 af ◊•Louise Conring.

IBL blev diakonissehusets første forstanderinde, men et paradoks er det, at hun aldrig selv blev diakonisse. Det skyldes angiveligt, at bestyrelsen ikke kunne enes om, hvilken gejstlig person der skulle indvie hende. En anden mulig forklaring er, at diakonissegerningen ikke var forenelig med hendes familiære forhold. Hun havde dels en adoptivdatter Karin B.-L., dels stærke bånd til søsteren Christine B.-L. Sidstnævnte var fra starten involveret i IBLs arbejde og viceforstanderinde en lang årrække på SLS. Hun blev af ukendte grunde heller ikke diakonisse. Den nye stiftelse havde i første omgang nogle trange år, fordi gælden var stor og tilgangen af søstre sparsom.

Frøken Brockenhuus-Løwenhielms Arbejdsstuer. Maskestuen med interiør. KB.

Frøken Brockenhuus von Løwenhielms Sygeplejeskole. Fællesstue med interiør for patienter. Det Kongelige Bibliotek. 

IBLs stilling kom også til at vakle, fordi hendes økonomiske dispositioner ikke altid var velovervejede. Men efterhånden løste problemerne sig. I 1905 begyndte SLS at udsende søstre til menighedsplejen og andre sygehuse, og samme år åbnede stiftelsen et børneoptagelseshjem. I 1906 blev de første seks søstre indviet. IBL var frem til dette tidspunkt alene om at lede SLS, men i 1906 tiltrådte provst ◊Peter Emil Blume som præst for huset, og i 1910 fik det sin første forstander i Eduard Frederik Eilschou Holm. Han blev i 1915 afløst af pastor Paul Müller. SLS var nu over sin begynderfase, og søsterskaren voksede støt. Pladsen blev igen for trang, og i 1918 købte stiftelsen en grund på Bernstorffsvej i Hellerup til et nyt diakonissehus.

Efter 24 år som forstanderinde fratrådte IBL i 1924 på grund af helbredsproblemer af fysisk og psykisk art. Det var hendes egen beslutning, men bestyrelsen bakkede den kraftigt op og gav hende en rundhåndet pension. Hun afløstes af søster Eva Lyngby. Kort tid efter sin afgang flyttede IBL i egen bolig med sin søster og adoptivdatter. Måske fortrød hun sin mere eller mindre frivillige afgang, i hvert fald blev hun bitter på SLS og demonstrerede det ved at nægte at støtte en pengeindsamling til det nye diakonissehus.

Det satte gang i en offentlig polemik om, hvad der rent faktisk lå bag hendes afgang. Nogle mente, at hendes hang til enevælde og ansvarsløs disponering var gået over gevind, andre, at hendes samarbejde med Müller ikke fungerede. IBL blev stiftelsen mildere stemt efter nogle år, og hun deltog i grundstensnedlæggelsen til den nye SLS i 1930. I 1932 blev det nye diakonissehus indviet, men uden IBLs deltagelse. Hun var syg og døde få dage efter.

Omdrejningspunktet i IBLs virke var at hjælpe samfundets svagest stillede. Hun var en pioner inden for diakonalt arbejde og sygeplejerskeuddannelse. Hendes værk kom i stand i kraft af hendes stærke personlighed og et stort administrativt talent. Her sparede hun hverken sig selv eller sine medarbejdere, men hun underlagde sig heller ikke gerne andres meninger. IBL var overordentlig stiftsdame i Vallø, fik Fortjenstmedaljen i guld 1906, blev æresmedlem af Dansk Sygeplejeråd 1923 og af SLSs bestyrelse 1931. I 1900 skrev hun sammen med pastor Kold St. Lucas Søstrenes A-B-C.

Mal. fra 1922 af Hans Henningsen på SLS.
Felix Olafsson: Lukassøstrene, 1997.

Forfatteren til denne gode artikel er: Susanne Malchau Dietz. Hun har været forskningsleder, ph.d. og lektor ved UC Diakonissestiftelsen. Hendes forskningsfelt er sygeplejens historie med fokus på danske diakonissehuse og katolske søsterordners indsats indenfor dansk sundhedsvæsen.