Københavneralbum o. 1920 - desværre helt anonymt - der er ikke skrevet ét ord i det!
Jeg har pillet albummet op på et loppemarked på Bornholm. Billederne er anbragt i et ganske simpelt album, billederne måler 6x9 cm., de fleste er på højkantformat, det er personer, der er fotograferet. Der er 43 billeder stukket ind i albummet. Samtlige billeder synes at være taget i København. Har albummet hørt til i et af kartoffelrækkehusene i Øster Søgade?
Amatør fotografering 1920 - Belgisk Import Compagni, København. Den lokale, bornholmske forhandler, Chr. A. Møller, havde etableret sig som fotograf i Rønne på Bornholm i 1889, men efterhånden som fotograferingen "demokratiseredes" og amatørfotograferingen blev mere almindelig, supplerede han sine indtægter som forhandler af fotogrej og film, fremkaldning og kopiering af fotografier.
|
At det er en silhouet af en kvinde, der pryder forsiden er ingen tilfældighed. Det skal fortælle, at nu er det blevet så let at fotografere, at selv en kvinde kan finde ud af det! I 1800årene var amatørfotografen sædvanligvis hankøn, velhavende og havde fotograferingen som en særlig "hobby" - mange var kunst-fotografer. Det er formentlig et kamera af en af disse typer, der er benyttet.
|
Takket være en mængde interesserede mennesker på facebook-gruppen "Gamle København" er der fundet oplysninger til flere af billederne.
Ved søerne - og på kontor.
Billedet til venstre er i flg KTAS telefonbog 1921-22: Ejer H.C. Andersen, Ågade 106, tlf Nora 2107 Y. Om kvinden har boet i ejendommen eller har ejet/været ansat i butikken er selvfølgelig uvist.
Collage med de to billeder fra stationerne. Kvinden - med spejderdrengen - på det lille billede, kunne være albummets ejer. (?).
Billedet øverst: Det må være Klampenborg Station, der lå på hjørnet af Gyldenløvesgade og Vester Farimagsgade. Sidste tur med Nordbanen fra Axeltorv var i 1921. (Fantastisk billede af den gamle Klampenborgbanegård med omliggende bygninger.) Huset til højre for midten ligger den dag i dag i Vestre Farimagsgade. Sporene på dette billede, der løber nedad, dvs mod nord, samles sammen til tre spor (eller fire?) og løber over dæmningen mellem søerne og videre op ad det, der i dag er Rosenørns Alle. Bygningen i midten er det gamle Østifternes, der er revet ned og erstattet med nyt. Bygningen til højre for midten står endnu. Teknologisk Institut (nu FOA) på Staunings Plads (bygningen til højre foran røgen) blev først taget i brug 1918. Sporene fra Hovedbanegården (III) mod Nørreport og Østerport løber nedgravet bag denne. Sporområdet på hovedbilledet er bebygget i dag. Husene til venstre i Gyldenløvesgade er uændret. (Info Niels Rasmussen og Peter Højsted).
|
Stationen på billedet herover hedder Østbanegård, den senere Østerport Station. Østbanegården er bygget 1896-97 (nuv. Østerport st.). I baggrunden til højre ser man den svenske kirkes tårn - den blev indviet 1911. Foto er taget efter 1923, hvor stationsbygningens tårn forsvandt til fordel for en kommandopost. Tårnet blev genskabt 1984. (Info Peter Kristiansen).
|
En ejendom med stråtag - skal vi en tur på Amager i 1920?
Jeg tror, at den unge dame der ligger til højre og ses på flere billeder i albummet er albummets ejer - og fotografen. Blot et bud.
Ved Øster Søgade, hvor der var små private bådebroer i søerne.
Det er den københavnske middelklasse vi "besøger". Og kaffen indtages selvfølgelig af musselmalede kopper fra den Kongelige Porcelænsfabrik, sandkage på fad, flødekande og sukker af en opalineglasskål med forsølvet messingkant.
Manden med knækflip, der står foran et hus i to etager med et stakit til højre, må være fotograferet i Kartoffelrækkerne. Det passer også med den lille bådebro og lysthus i Sortedamssøen. Bådebroen ligger ud til Øster Søgade ved netop Kartoffelrækkerne. (Info Michael Olsen).
Der bliver roet på søernei private både.
I midten: Pige med lange fletninger og et sporvognstog med åben bivogn i baggrunden. Bemærk at fotografen må være en kvinde - iflg. hatten i skyggen.
Tre piger med nytårshatte - nytår i 1920erne - et af de få interiørbilleder i albummet. Man skulle dengang bruge en magniumbombe som blitz - derfor det skarpe lys.
Billedet til venstre: kvinden står ved "Havhestebrønden (står 2015 i Grønnegården, Designmuseet Danmark tidl. Kunstindustrimuseet). Kunstneren er Niels Skovgaard, udført 1916. Ejet af Københavns Kommune. Som man ser her stod Havhestebrønden tidligere på Kultorvet."
En lidt ældre generation - og ved Rosenborg
Statens Museum for Kunst. Oprindeligt var der en åben forplads foran museumsbygningen, så man kunne køre op til hovedtrappen, og det eneste grønne var en rund plæne, hvor Danmarksmonumentet (ses herunder) tronede i bygningens midtakse. Det udskældte monument er udført i 1897 af Louis Hasselriis til minde om Christian IX's og Dronning Louises guldbryllup i 1892. I 1919 blev det trekantede område mellem museet, Sølvgade og Øster Voldgade omdannet til en park med roser i fransk stil, "Museumshaven", (det er den der anes på billedet herover) tegnet af stadsgartner Valdemar Fabricius Hansen. Samtidig blev Danmarksmonumentet fjernet og er i dag gemt væk i Østre Anlæg.
Rosenborg slot i Kongens Have. Vagtparade, Kunne i princippet være kongen - Christian X - til hest - men er det nu næppe. I midten øverst er det Danmarks-monumentet nyopsat i Østre Anlæg. Hele nederste del, under Mor Danmark, er helt lyst her, så fx medaljoner med børn og ægtefæller tydeligt ses. Nu står den på en høj midt i Østre Anlæg kaldet Püchlers Bastion. Den er temmelig pompøs med tre løver og en voluminøs dame i toppen, som symboliserer kongeriget Danmark.
Flotte billeder - men det til højre må være to eksponeringer, der er lagt oveni hinanden. Ældre generationer - fra hvert sit sted i samfundet.