Interiørbilleder, fx private boliger, butikker, mv. - hvor fotografen ikke er kendt
Fotografen er ukendt - og det kan være et interiør af isenkræmmerforretning med en ung mand ved kasseapparatet.
Kongelige Bibliotek, visitkortsamling. Bagsiden viser et trykt standardkarton, som blev benyttet af mange fotografer, professionelle som amatører, i hele landet. Forhandlet af fotogrossisterne. |
Et Sømandshjem. Foto af skib, matros, rammer og skrin på bordet fremstillet af konkylier. Der er banjo og Junghansur på væggen over skrivebordet - og fatter læser avis, det er Politiken! O. 1920 - hvor mange Politikenlæsere var der på Bornholm dengang? Måske befinder vi os et helt andet sted i Danmark, i Hovedstaden måske? Samling avk.
Ukendt fotograf. Bag på står: Dagligstuen i Stjernholmsgade, Horsens. (Foto af rektor Neergaard´s stue i ejendommen Stjernholmsgade 7. Anton Neergaard født 1832 død 1928, 96 år. rektor ved " Den lærde Skole " fra 1889 - 1902 ??). ES.
En familie, desværre uden proveniens. Uden fotografnavn. Det eneste man kan sige med sikkerhed er, at det er en dansk familie. Men derfra er alt muligt. Man kan udfinde historier, familien med de fire døtre, der søger ægtemænd, der kan forsørge døtrene. Her er to nydelige herrer kommet på besøg, måske er der "bid", siden man har inviteret en fotograf til at forevige scenen.
|
Det kan også være en familie med seks voksne børn, eller to døtre og to sønner og deres hustruer. Og det ser ud, som om alle damer er stramt korsetterede. Den eneste sikre observans her er min påstand om, at hunde altid lopper sig på gamle billeder. Og så drikker herrerne portvin af slebne anglais-glas fra Holmegård - måske - og portvinen er i en nydelig, slebet karaffel. Og efeuen dækker de flader den kan, den er overalt, smukt, men kan blive voldsomt.
|
Det karton, billedet er monteret på, og hvor fotografnavnet måske har været, ses være brugt af flere fotografer, bl.a flittigt af Julie Stratböcker, København. Hun var "rejsefotograf" og har taget billeder fra en stor del af landet og altså som her udendørs optagelser i hjemmet. ES.
Et af de dejligste billeder af en families dagligliv omkring 1910. Det bedste er næsten, at den store hund indtager stuens bedste plads, har sin egen sofa. Og så kan man konstatere, at huset har telefon, men endnu ikke elektrisk lys, at der både er barometer, termometer, krudthorn og blankpudset brandmandsskilt (?) på væggen. Hvor den runde "kakkelovn" er fremstillet kan jeg ikke se, kun at der står "patent" på den, men jeg undrer mig over den uautoriserede placering ved det smalle, indbyggede skab. Fotografen har ikke ulejliget sig med at navngive det karton billedet er limet på, men det er indrammet af glarmester J. Hansen i Halskov-Korsør. Fotograferet ved hjælp af datidens "blitz", bestående af magnesiumpulver. Samling avk.
|
En familie med tre drenge i deres fine stue. Hvor, hvem og hvad vides ikke. Faren ser lidt anstrengt ud med cigaren, som han altså skulle fotograferes med - og sønnen holder cigarkassen. Og så har de en udstoppet kat på væggen.! Billedet er fra Bornholm, men det er næppe et bornholmsk hjem - der er intet der signalerer Bornholm. Julen 1920. Samling avk
Interiør. Familie med to døtre og hund. Et sted i Danmark (ikke Bornholm - kan ikke tyde avisens navn) - skrivebordet flyder med ting og sager - og billeder i rammer. Bemærk over skrivebordet er der et billede af en bil af ældre dato. ES.
ES. Interiør. Mor med to døtre. Et hjem med klaver. Og aspedistra.
|
En mor - det kunne være med en førstefødt - og hunden er med, og ikke mindst familiens samling af indrammede fotografier. amling avk.
|