Fotografier af Bodil Hauschildt - fra Torben Hestehaves samling - Ribe
Foto Bodil Hauschildt: Fire vægtere på Torvet i Ribe i december 1902. Kgl. hoffotograf Bodil Hauschildt har kaldt sit postkort for ”Ribes sidste Vægtere”. Funktionen som egentlige nattevægtere ophørte godt nok i 1902, men blev genindført af turistforeningen i 1935, og er i dag en meget vigtig del af den gode oplevelse af Danmarks ældste by. (Tekst Torben Hestehave).
Bodil Hauschildt har taget billedet omkring 1890. Det baserer jeg primært på, at Det Gamle Rådhus endnu ikke er ombygget, hvilket det blev af H. C. Amberg i 1892-94, og at domkirken endnu ikke har fået sit Maria-tårn. Endelig er Bodil Hauschildts eget hus ikke bygget endnu, ligesom hotel Munken ikke er udbygget ned til Sortebrødregade – sjældent at se et Ribe-billede, som senere fik så mange forandringer. TH.
Motivet er et af Ribes mest kendte, nemlig Torvet foran Hotel Dagmar, der, da billedet blev taget engang før år 1900, hed Grejsens Hotel. TH.
Foto Bodil Hauschildt, Ribe. Et stemningsfyldt billede af en hest, der skal til slagtning – man fornemmer at hele familien er med, for at tage afsked med hesten, der måske har tjent familien trofast nærmest som et familiemedlem gennem mange år.
Billedet er nok taget i Saltgade omkring år 1900 af fotograf Bodil Hauschildt, der står ingen oplysninger på bagsiden, så jeg ved ikke hvem personerne på billedet er. (Tekst Torben Hestehave).
Billedet er nok taget i Saltgade omkring år 1900 af fotograf Bodil Hauschildt, der står ingen oplysninger på bagsiden, så jeg ved ikke hvem personerne på billedet er. (Tekst Torben Hestehave).
Foto Bodil Hauschildt. Et gammelt fotografi af Blinkenbergs forretning på Nederdammen 35. Alle med tilknytning til forretningen er fremme i døre og vinduer til fotograferingen, som i 1904 har været en sjælden foreteelse. Trædrejer A.P. Blinkenberg står til venstre i døren og hans navn står den dag i trappetrinet! TH
|
Foto Bodil Hauschildt. Bag på billedet står der bare ”Stine Mut”, og hun skulle have boet i Fiskergade – hun var åbenbart lugekone og er her fotograferet med kost og fejebakke i Badstuegade omkring år 1900. TH
|
Bodil Hauschildt. Her ses Sønderportsgade, med dens mange beboere og husrækkerne set fra vest op mod det gamle Raadhus. Postkortet er ikke sendt med posten, men efter motivet at dømme er der tale om et kort fra tidligt i 1900-tallet. TH.
Et gammelt Ribe-postkort fra min samling viser, hvordan man festede i Ribe i gamle dage. Fra 1882 til 1904 var Domkirken lukket p.g.a. et kæmpe restaureringsarbejde, hvor bl.a. Maria-tårnet blev opført. Efter det omfattende arbejde fejrede man det hele med en stor gen-indvielsesfest, hvor blandt andet kongehuset og landets ministre deltog. Billedet (der er taget af Bodil Hauschildt) viser denne begivenhed – se lige hvor flot alle er klædt ud, og hvordan folk hænger ud af vinduerne for at få det hele med. TH.
Prospektkort fotograferet af Bodil Hauschildt omkring år 1900. Billedet forestiller restaurant Industrien, som lå i Grønnegade i Ribe, hvor der nu er parkeringsplads over til Præstegade. Bygningen blev bombet under 2. verdenskrig - og lige netop her blev Danmarks første arkæologiske by-udgravning senere foretaget. TH.
|
Kateketboligen i Hundegade 4. Huset var bolig for kateketen ved Borgerskolen. Kateketen var en ansat, som var skoleleder og hjælpepræst. Billedet er taget af kgl. hoffotograf Bodil Hauschildt kort tid efter at bygningen blev opført i 1890. Huset var i mange år en del af Bispegades Skole. Ejendommen er i dag indrettet til privatboliger. TH.
|
Foto Bodil Hauschilldt, Ribe, dengang hvor hovedgaden hed Storegade, da domkirken manglede et tårn. TH.
|
Foto Bodil Hauschildt, med atelier i det specielle hus Dagmarsgade 9. Et tidsbillede fra engang omkring begyndelsen af 1900-tallet. Et gæt kunne være et hold fra Kvindeseminariet? TH
|