Johan Andreas Demant
|
NAVN: Johan Andreas Demant
DATA: Født 1.8 1823 i Hjallese i Dalum, Odense amt. Død 22.1.1890 i Odense. AKTIV: 1865-o.1880. ADRESSER: 1865-1867, Nørregade 265, Horsens 1870 optræder han på adressen Langegade matrikel 38 i Kerteminde 1870'erne, Nykøbing Mors. Ann. i Skive Avis 15.6.1878, at han har åbnet atelier i Selde. UDDANNELSE: TEKNIK: PORTRÆTFOTOS: ja GRUPPEFOTOS: REPORTAGEFOTOS: ? TOPOGRAFISKE FOTOS: ? STEREOFOTOS: ? POSTKORT: ja UDSTILLINGER: ? FAGLIG FORENING: ? FORGÆNGER: EFTERFØLGER: ? ARKIV: KOMMENTARER: Fra Ochsner: Demant, J. Horsens Vejviser 1866. KB har visitfotos fra slutn. af 1870erne af købmand, cand. jur. Ludvig Winther samt af forsk, medl. af familien Demant. Ann. i Skive Avis 15.6.1878, at han har åbnet atelier i Seide. KILDER: Ochsner 1986. |
Demants visitkortportræt af en ung kvinde, placeret på en atelierstol i profil således at detaljerne på kjolen og hendes frisure kommer til deres ret. Såvel det vide skørt som ærmerne er flæsebesatte som moden i 1870erne dikterede. Ansigtet er i halvprofil så hun har øjenkontakt med beskueren. Hun hviler den ene arm på en gueridon. Baggrund uden dekoration. Datering 1870érne. Med bagsidetryk (Ingholt).
Fotograf J. Demant - ved Barbara Cathrine Ingholt:
Barndom: Han er døbt Johan Andreas Demant 1.8 1823 i Hjallese i Dalum sogn, Odense, søn af prokurator og gårdfæster Hans Jørgen Demant f. 1780 og Marie Cathrine f. Hansdatter. Johan var ud af en veluddannet familie som i flere generationer satte deres præg på egnen. Johan voksede op i Dalum og blev konfirmeret d. 7.4.1839 samme steds som 16 årig. Jf. Kirkebogen for Dalum sogn. Året efter i FT 1840 var han lærling i Odense, hos Klingenberg. Det fremgår ikke indenfor hvilket fag han står i lære. Han deler bopæl med storebroderen Frederik Demant f. 1816 der er handelsbetjent og søsteren Nielsine der er husjomfru. Jf. FT 1840. Faderen Hans Jørgen Demant har Kgl. Bestalling som prokurator og det giver ham mulighed for at få sine ældste sønner Frederik og Johan fritaget for militærtjeneste. Jf. Lægdsrullen hvor Johan og Frederik er udslettet fra rullen efter session (nr. 55 og nr. 116). Faderen Hans Jørgen Demant døde 12.8 - 1845. Enken anmodede om at få lov til at sidde i uskiftet bo, der er således ikke nogen sagsakter hvor børnene og deres opholdssteder er nævnt desværre. Mellem 1840-1860 forsvinder Johan Andreas Demant som dug for solen. Han optræder hverken hos forældrene i Hjallese eller i Odense købstad i FT 1845, 1850 og 1855. Han dukker i det hele taget ikke op, når man søger efter ham digitalt i Danmark. Jeg har kigget efter ham i afgangs og tilgangslister fra Dalum sogn og uden resultat. Hans brødre fik borgerskabsrettigheder i Odense i 1840érne og 1850érne som urmagermester, cigarmager, skipper og købmand. Voksen: Johan Demant dukkede først op igen i arkivalierne i FT 1860. Af folketællingen fremgår det at han er typograf (spørgsmålet er om det er korrekt?) og at han er enkemand. Han er flyttet tilbage til sit barndomshjem i Hjallese, hvor han deler bopæl med sin moder og 2 yngre søstre. Jf. FT 1860 Dalum sogn, Hjallese by. Lillebroderen Peter Eiler Demant f. 1830 var udlært cigarmager og drev en cigar og tobakshandel i Odense i FT 1860. I 1862 gik Johan Andreas Demant i kompagniskab med broderen Peter Eiler Demant. Johan var registreret som den aktive part i selskabet Demant & Comp. Tobakshandel, mens broder står som passiv. Jf. notits i avisen. Social Demokraten 13/9 - 1862. Moderen Marie Cathrine Demant dør 27/4 1865 i Dalum sogn, Hjallese by. Ifølge skiftet efter hende er der 11 myndige arvinger, hvoraf de 3 af hendes børn: Nielsine, Ane Sevilla og William Ferdinand Demant er bosat i Amerika. Endvidere fremgår det at sønnen Johan Demant er fotograf og opholder sig i Jylland. Fotograf Ifølge Bjørn Ochsner skulle Johan Demant i perioden ca. 1865-1867 have fotografisk atelier i Horsens på adressen Nørregade matrikel 265. Han optræder dog ikke i borgerskabsprotokollen for Horsens købstad i den periode. Efter et par år i Jylland flyttede Johan Andreas Demant tilbage til Fyn. I FT 1870 optræder han på adressen Langegade matrikel 38 i Kerteminde. Han er flyttet ind hos sin søster Kirstine Rasmine Birgithe f. Demant. Hun er gift med Ole Andersen Badstrup som er udlært farver. Det fremgår at Johan Andreas Demant er fotograf og at han senest har opholdt sig i Jylland, hvilket jo er et vidt begreb. han beskrives som enkemand. I 1870érne driver han også fotografisk atelier i Nykøbing Mors. Jf. Bjørn Ochsner (og portrættet herover). Omkring juni 1878 etablerede han sig som fotograf i Selde, Viborg amt. Jf. annonce i avisen som jeg deler i tråden. Skive avis 15/6 - 1878. Som det fremgår af annoncen er der åbenbart tale om en midlertidig foranstaltning. Han bruger formuleringen ”foreløbig” om sin virksomhed. Ifølge FT 1880 er han stadig fotograf i Selde by, Viborg amt. Da folketællingen finder sted er han dog på midlertidigt ophold i Svendborg. Spørgsmålet er om han også har været rejsefotograf eller om det er i hans egenskab af detailist indenfor tobakshandlen at han er på forretningsrejserejse? Detailist Han fik borgerskab som detailist i Odense pr 27/10 - 1880. Så det ser ud til at han flytter tilbage til Fyn på det tidspunkt. Allerede 2/11 - 1881 afsiger han brændevinsretten i følge borgerskabsprotokollen for Odense. Efter 20 år ender Johan Demants tobakseventyr. Ifølge en notits i avisen 1/3 1882 er han blevet erklæret fallit. Se avisnotits i tråden. Morgenbladet København 1/3 - 1882. Død Johan Andreas Demant døde pludselig d. 22.1.1890 i Odense købstad og begraves fra Sankt Hans sogn. Det fremgår ikke af dødsattesten hvad han døde af – der står blot ”Pludselig død”. Han blev 66 år gammel og er beskrevet som detailist ved sin død. Han sidste adresse var Vindegade 74, 1. Odense købstad. I skifteprotokollen er blot skrevet: "Aar 1890, 22 januar er Johan Andreas Demant død i dag 66 aar gl. uden at efterlade sig Livsarvinger saalidt som Noget som Gjenstand for Arv". Tilbage står vi med en håndfuld spørgsmål. Hvor opholdt han sig mellem 1840-1860? Var han i udlandet og i så fald hvor? Hvornår begyndte han at beskæftige sig med fotografiet? Hvem giftede han sig med? Vi kan til gengæld konstatere at Johan Andreas Demant var en udmærket fotograf. |