Bornholmske fotografer (se flere billeder under hovedmenu "Snogebæk-fotoalbum")
Tilbage til hovedmenu, Snogebæk-fotoalbum HER
Fotograf Johan Hansen, Nexø. Fotovirksomhed fra 1865 - 1905.
Der er en del af fotografen Johan Hansens allertidligste billeder i
Snogebæk-albummet. Disse små, fine gullige (albumin, fremstillet med æggehvider) kopier, som tåler ganske stor forstørrelse. Familien Kruse (?) Snogebæk. Det er så sjældent, at man ser nogen smile på disse gamle visitkortfotos, men hr. Kruse (?) ser glad og fornøjet ud - har god dialog med fotografen. Konen derimod - er helt "normal", reserveret, overvældet, lidt utryg ved situationen. Foto Johan Hansen, Nexø. Foto o. 1865. Atelierudstyr: bemærk portieren, den polstrede stol, gulvbelægningen (ternet). Fotografen var Nexøs eneste fotograf i en hel menneskealder (fra 1865-1905), sønderjyden Johan Hansen. Fra fotoalbum fra Snogebæk, familien Kruse. |
En ung kvinde er blevet foreviget af Johan Hansen formentlig sidsst i 1860erne. Man kan følge fotografens udvikling både hvad angår det tekniske, hans atelierudstyr, måden han arrangerer personerne på, visitkortfotografiernes litograferede bagsider osv.
Atelierudstyr: portieren, bordet med den udskårne sarg, senempirestolen. Her ser man tydeligt det ternede gulvtæppe. |
Ung kvinde i Kruse familien - eller vennekredsen. Foto Joan Hansen sidst i
1860erne eller o. 1870. Albumin. Udstyret i atelieret er karakteristisk for Johan Hansens første år som fotograf. Visitkorkartonet har rødt tryk både på forside og bagside og nu er der kommet indramning af forsidebilledet, ligesom fotografen også har sir navn på forsiden. |
Endnu et eksempel på fotograf Johan Hansen, "Joh. Hansen", tekniske kunnen. Han havde ikke nogen artistisk åre, men hans billeder "holder",
detaljen er i orden, de er skarpe og præcise og de har kunnet modstå tidens tand. Albumin. Den lille pige med mamelukker og iklædt 1870ernes moderne, ternede kjoler er fra Snogebæk-albummet, familien Kruse. Hun bærer en perlekæde med et lille vedhæng af samme slags perler. I angelsaksiske lande mente man, at koralperler beskyttede barnet mod sygdomme. Mon en sejlende far har taget sådan et smykke med hje m til sin datter? Og mon ikke den lille pige også er med på fotografiet herunder? Atelierudstyr: portiere med klunker, det fine nyrokoko-bord, ternet gulvtæppe - og bag den lille piges fødder kan man se en sort skygge af den stander, hun hviler sig imod, for at kunne holde sig helt i ro, medens der bliver fotograferet - en forudsætning for, at fotografiet blev skarpt. Og det blev Johan Hansens billeder. |
En familie på seks personer har sprunget alle rammer i fotografens atelier. Så får vi til gengæld indsigt i hvordan han havde indrettet sig med portiere, bagstykker, ophængning, gulvtæppe og et udskåret bord, ligesom det den lille pige læner sig opad. Bag den ensfarvede baggrund ses en malet baggrund med en pilaster og nogle bladdekorationer. Det ternede gulvtæppe dækker kun en lille del af atelierets bræddegulv.
Albumin. |
"J. Hansen", Johan Hansen litograferede bagside fra o. 1880, måske før, den fotograferedes positur taget i betragtning. Den spinkle kurvestol er kommet ind i atelieret, vist en gang i 1870erne. Albumin.
"Pladen" (glaspladen) opbevares for Efterbestillinger" står der nu på visitkortfotografiets bagside. Desværre er kun få af Johan Hansens glasplader bevaret for eftertiden. Da han aldrig har nummereret sine portrætter, må vi tro at den helt givet meget sirlige mand - og hans kone - har sorteret billederne i navneorden. BM 1547: Bornholms Museum modtog i 1980erne en samling glasplader, næsten alle 18x24 cm. Modtaget af dødsboet efter Rudolf Green, som bl.a. kørte som vognmand 1929-47. I den forbindelse må han have fået pladerne, evt. efter Johan Hansens datter, Magdalene Hansens død i 1930, hvor fotografernes ejendom i Ferskesøstræde i Nexø blev solgt. Der er temmelig gamle glasplader imellem. Glaspladesamlingen blev identificeret af museet. |
Fotograf Johan Hansen, Nexø. Snogebæk-album, ung kvinde sidst i 1870erne? Albumin.
Endnu det kendte atelierudstyr her ses tydeligt det terne gulvtæppe, som det anbefales fotograferne at benytte i de tidligste instruktionsbøger om fotografering. Den samme litograferede bagside findes i forskellige gullige nuancer. |
Fotograf Johan Hansen, en lille pige (eller dreng - de gik med kjoler i deres første (utætte) leveår). Det omkring to år gamle barn bærer et kors om halsen - og familiens religiøse tilhørsforhold understreges forsigtigt af to billeder i fotoalbummet, et af digteren og præsten B.S. Ingemann og et af vækkelsesprædikanten Peter Christian Trandberg. "Gud, Konge og Fædreland". Albumin.
|
Fotograf "Joh. Hansen", Nexø. Et af de billeder, jeg holder så meget af: Ægtepar med søn (eller barnebarn?) fra Snogebæk. Kvinden bærer sit traditionelle, bornholmske hovedtøj, "påsigbundet" og fin skal hun være, når hun skal til fotograf, så¨hun har også taget sit bedste forklæde på, som man gjorde en gang. Anden halvdel af 1880erne.
Her er litografiet på bagsiden ændret. Johan Hansen deltog i Industri-. Landbrugs- og Fiskeriudstilling i Nexø i 1885 og her fik han en medalje for "Duelighed og Snilde". Og som det var kutyme dengang skulle både forside og bagside af medalen trykkes på visitfotokartonernes bagsider. Johan Hansen havde også deltaget i en stor Industriudstilling i København i 1872, men det kastede desværre ikke nogen udmærkelse af sig. Bemærk det "nye" fotopapir: Bromsølvpapir, som blev det mest benyttede færdigkøbte papir, det havde den fordel, at fotografen kunne fremtrylle mange nuancer i sit bad - fra rødbrun til mørk sortlilla. Bemærk også atelierudstyret, bagtæppet med malet "udskåret" pilaster, en højrygget stol og et mulitfotoborg, der både kan ligne sekretær, klaver osv. |
Visitkortfoto fra anden halvdel af 1880erne. Stadig fotograferet som Johan Hansen havde gjort det siden 1865: i helfigur, men nu sidende i klunketidens fyldte rum, dekorativt bagtæppe, Hansens universalmøbel og en højrygget stol i datidens "historistiske" stil.
En ældre herre, en gammel fisker og sømand fra Snogebæk eller bonde fra Poulsker? Bromsølvpapir. |
Ung dame, Snogebækalbummet.
Bemærk atelierudstyret: malet baggrund med småhuse og hav, en lidt sjov naturtræsstol, som var så populære i fotoatelierer i 1880erne. Kvinden med den fine halsbroche holder en (formentlig) digtsamling i Hånden - måske Christian Winthers "Hjortens Flugt", der godt nok udkom i 1855 men blev indbegrebet af unge pigers yndligslekture på den tid. Og den helt rigtige konfirmationsgave. Trykt på sort karton med guldtryk. Bromsølvpapir. Sidst i 1880erne. |
Snogebækalbum. Bagsidelitografi lilla tryk på grønlig baggrund, forsidebilledet har en indramning i samme farve, indramningen er også set tidligere. Uden litografanstaltens signatur.
Bromsølvpapir i brunlig tone. O. 1890. Især hvad kvindedragterne, kjolerne angår, kan man lægge mærke til en udvikling i moden. Store pufærmer, pyntet halsudskæring og brystparti. |
Snogebækalbum, tvillinger, 1880-1890erne.
Bemærk hvordan atelieret har ændret sig. Baggrunden med den "udskårne" pilaster, "rækværket" som den ene pige sidder på, og også en potte med blomster ses nu tit i atelieret. Bemærk bagsiden, som nu er forsynet med litografanstaltens signatur: H&P. Brunt tryk. Her er ingen indramning på forsiden. (De mange forskelle på fotografens korttryk mm. vil kunne hjælpe med en datering af billederne). Bromsølvpapir. |
Snogebækalbum. Ung kvinde med broche: "Tro, håb og kærlighed". Karoline Bech - står der i albummet ved dette foto. 1890erne - o. 1900.
Karoline Bech, født 1878, gift med landmand Niels Peter Bech. Tidens typiske portræt, brystbilledet der udtones. På den måde er det velegnet til at anbringe i fotoalbummets ovale passepartouter eller lommer. Bromsølvpapir. |
Snogebækalbum. Mandsportræt - Kruse-familien? 1890erne - o. 1900.
Grønt tryk. I modsætning til de ældre visitkortfotos, som alle er kopieret på det gullige, halvmatte og efter min mening meget smukke albuminpapir, har fotografen nu skiftet over til den blanke og noget mere sårbare bromsølvpapir, som har en mangan, brunlilla eller mere brunlig kulør og en glat overflade, der dog nemt bliver ridset. De to billeder med medaljer på bagsiden, er begge fremkaldt på kollodiumpapir og man ser de forskellige farvenyancer. De allerfleste billeder i gamle fotoalbums er kopieret på dette papir. Litograferet bagside med medaljer i grønt tryk også grønt tryk på forsiden. |
Snogebækalbum. Ung dame i kjole med pufærmer. 1890erne - o. 1900.
Dette er en ny måde at portrættere på, siddende i halvfigur med armen hvilende på et nyt fotoatelier-universalmøbel. Rigeligt forsynet med klunker i klunketidens Nexø. Kvinden er særdeles moderigtigt påklædt, med store pufærmer, pyntet kjolebryst og højhalset og med et smykke, sikkert et dameur i en sølvkæde. Bromsølvpapir. |
Fotograf Gottlieb Støckel, Rønne. Fotovirksomhed 1864 - 1888
Til højre: Fotografen er G. Støckel, Rønne, billedet har nr. 9226, og er fotograferet i juli 1881. Takket være nummeret kan man datere billedet og identificere personerne på billedet: Det er Frederikke Mathilde Jensen, f. på Udegård, 39. slg. i Poulsker, g. 1879 med "Peder Kofoed, Gadegaard pr. Poulsker, Snogebæk" - som der står i Støckels protokol.
Albuminaftryk. (Han er muligvis bror til Andreas Peter Kruses hustru Boline. Albumin. Billedet er fra et Snogebæk-album med tidlige visitkortfotos, som "udmærker" sig ved ikke at have et eneste navn skrevet i album eller på billeder. En kuvert afslørede dog, at albummet må have tilhørt Georg Kruse, Snogebæk. Fotograferne Støckel og Spelling i Rønne og Johan Hansen i Nexø fra frem til sidst i 1880erne Bornholms eneste fastboende fotografer. |
G. Støckel, Rønne. Snogebækalbum. Juli 1885, Hans Chr. Kruse, f. 1869, søn af Andreas Peter Kruse. Albumin.
Støckel var den mest betydningsfulde fotograf på Bornholm, skulle det være rigtigt godt skulle man "støckles" i Rønne. Men selvfølgelig har folk i Nexø og sognene omkring primært støttet deres lokale fotograf Johan Hansen, det kan man se af de store mængder bilelder, Johan Hansen har efterladt sig. Støckels fine sorte visitkortkartoner er fra 1880erne og fyldt med medaljebagsider. (Han fik fire ialt, man viste både for- og bagside). Støckel fik medalje i Napoli i 1870, Amsterdam 1877, Rønne 1881, og efter dette foto Nexø 1885. |
Fotograf Thor Spelling, Rønne, fotovirksomhed 1865-1899
Fotograf Johannes Christen Glistrup, Nexø, fotovirksomhed 1887-1906
Fotograf Theodor Yhr, Rønne, fotovirksomhed 1889 - 1938
Snogebækalbum. Th. Yhr. Frk. Hansen, St. Krushavegård, Klemensker, Hasle. April 1897. Bromsølvpapir.
Theodor Yhr var Gottlieb Støckel efterfølger. Han havde været assistent hos Støckel og overtog atelieret, da Støckel, efter hustruens død i foråret 1888, flyttede til København. Han overtog et atelier på Vesterbrogade med døde allerede i det tidligste forår 1889. Begge døde formentlig af tuberlulose. I de første ti år var Yhr Støckels Efterfølger og medpyntede sig dennes medaljer på sine fotokartoner. Da han i 1900 udvidede med et atelier i Aakirkeby droppede han forgængeren som varemærke. Takket være nogle bevarede protokoller fra de to fotografer, kan man sætte navne på mange af deres billeder. |
Fotograf Paul Müller, Rønne, fotovirksomhed 1899-1906
Snogebækalbum. Paul Müller 18.463. Bromsølvpapir.
Forestiller lærer og kordegn Jørgen Hammer Gideon, Borgerskolen i Svaneke. Født 22.5.1874 i Snogebæk, død 6.3.1915. Karakteristisk portrætfotografering fra de første år i 1900erne. Det udtonede brystbillede. Kollodiumpapir i mangan farveholdning. Begge portrætter har genbestillingsnumre, men protokollerne er desværre ikke bevaret. Det høje nummer skyldes, at Paul Müller overtog og fortsatte forgængeren, Thor Spellings atelier. En stor samling af Spellings og formentlig også efterfølgeren Müllers portrætter er på Bornholms Museum. |